Nye høstbetingelser: Danish Agro fortsætter gebyrfri indlevering og reducerer tørringstaksterne

Danish Agro har opdateret sine høstbetingelser. Det betyder, at grovvaren fortsætter med at have gebyrfri indlevering af korn samt sænker tørringstaksterne.

Danish Agro har netop offentliggjort sine høstbetingelser for 2021, som er blevet optimeret med fokus på en gennemsigtig afregningsmodel.

Det betyder blandt andet, at det fortsat er gebyrfrit at indlevere korn på Danish Agros afdelinger, samt at tørringstaksterne på alt korn er reduceret med 15 procent - uanset vandprocent.

Det skriver Danish Agro i en pressemeddelelse.

"Gennem effektiviseringer og optimerede processer har vi i år været i stand til at lave nogle reguleringer, der giver kontante fordele for de landmænd, der handler med os. Det er vi meget tilfredse med. Vores tiltag rammer bredt og er baseret i en velkendt afregningsmodel, der giver gennemsigtighed i priserne", siger Henning Fogh, Direktør i Danish Agro og fortsætter:

"Vi har derfor besluttet, at det også i år skal være gebyrfrit at indlevere korn på vores afdelinger. Samtidig er vi i år i stand til at reducere tørringstaksterne med 15 procent på alt korn, som følge af optimering og effektivisering i vores tørringsprocesser", siger han.

Hos Danish Agro har man i alt 46 afdelinger på tværs af Danmark, hvor der indleveres korn i høst.

Udover de regulerede tørringstakster har Danish Agro også fjernet rensegebyr ved levering af foderkorn på op til én procent urenheder. Ligeledes er det fortsat muligt for den enkelte landmand at lave en fleksibel aftale om lagerleje. 

Endelig kan der også, som noget nyt hos Danish Agro, tegnes en forsikringspræmie på foderkorn på 5 kr. for korn med et vandindhold på 15-17 procent.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.