Nye racer af septoria truer hvedeudbytterne

Ekspert kalder det et ’wake up call’ til danske landmand, at der i flere af vores nabolande er fundet nye racer af septoria, som er særdeles hårdføre.

Det er helt almindeligt, at svampesygdomme over tid udvikler resistens og dermed bliver bedre til at tåle de svampemidler, som landmænd bruger til at bekæmpe svampesygdommene med.

Når det gælder septoria, vækker det dog bekymring, at de midler, der er til rådighed, i meget hastigt tempo mister effekt. Det gælder især de midler, som indeholder triazoler. Derfor er det i stigende grad vigtigt, at septoria ikke udvikler resistens over for de såkaldte SDHI-midler, som fortsat har god effekt over for septoria i Danmark.

Den effektive bekæmpelse med SDHI-midlerne kan dog være en stakket frist og kræver, at midlerne bruges med omtanke.

Derfor ændrer eksperterne anbefalingen for bekæmpelse af septoria med løsninger som indeholder SDHI fra to sprøjtninger pr. vækstsæson til én.

Wake up call fra Irland

I flere af vores nabolande har en ny mutation af septoria-svampen, som er resistent over for SDHI-midler, bredt sig.

Værst er det gået i Irland, hvor de nye mutationer nu dominerer i en mange hvedemarker og leder til en meget reduceret effekt af SDHI’erne.

Mutationen er fundet på tre lokaliteter i Danmark i 2017. Det er ifølge Lise Nistrup Jørgensen, som forsker i bekæmpelse af svampesygdomme i landbrugsafgrøder, et ’wake up call’ til danske landmænd.

Fundet af den ny mutation vil nemlig medføre, at vi også i Danmark kan forvente en ændring i septoriapopulationens følsomhed over for SDHI-midler.

»Vi har tidligere meldt ud, at man kan bruge løsninger, som indeholder SDHI, to gange i løbet af vækstsæsonen, hvis man har en meget høj risiko for septoria.

Den anbefaling ændrer vi nu til, at der fremover kun bør bruges SDHI-midler én gang i løbet af vækstsæsonen i vinterhvede«, siger Lise Nistrup Jørgensen.

Hun tilføjer, at flere lande som for eksempel Frankrig, Belgien og Tyskland kun har anbefalet brug af SDHI-midler én gang pr. sæson. Det har ført til, at disse lande har et mindre niveau af resistente septoriasvampe end i England og Irland, hvor landmændene typisk har brugt SDHI-midler to gange pr. sæson.

»For at bevare SDHI-midlernes effektivitet længst muligt anbefaler vi, at man holder igen med brugen af SDHI-løsninger.

Hvis man ønsker at splitte sin aksbehandling, bør man ved den sidste sprøjtning bruge løsninger, som ikke indeholder SDHI’er. Det kan for eksempel være Prosaro, Proline Xpert eller Armure«, siger Lise Nistrup Jørgensen.

Faktaboks

4 anbefalinger til bekæmpelse af septoria

  1. SDHI: Sprøjt kun én gang med SDHI-løsninger. I Danmark har vi tre produkter med SDHI’er. Det er Viverda, Bell og Propulse.
  2. Triazoler: Brug gerne blandinger af triazoler. F.eks. Prosaro, Armure, Proline Xpert eller Folicur Xpert.
  3. Variation: Diversificer brugen af triazoler, så den enkelte triazol maksimalt bruges to gange pr. sæson.
  4. Resistens: Minimer risikoen for, at septoria udvikler resistens over for svampemidlerne. Det kan gøres ved kun at sprøjte, når der er behov samt ved at tilpasse indsatsen til sortens modtagelighed og risikoen i sæsonen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.