Nye rugsorter har skyhøje udbytter i årets landsforsøg
Nye rugsorter topper udbyttet i landsforsøgene, som har givet meget høje rugudbytter i år.

Nye rugsorter som KWS Receptor, KWS Igor og KWS Rotor topper udbytterne i landsforsøgene 2020.

De to sidstnævnte er med i landsforsøgene for første gang, mens KWS Receptor var helt ny sidste år, hvor den også lå helt i top sammen med KWS Jethro.

Udbyttet ligger på et meget højt niveau i år. Den højstydende sort KWS Receptor har givet 113,5 hkg pr. ha i snit. Det dækker over en variation, der spænder fra 93,1 til 135,7 hkg pr. ha i de otte forsøg. KWS Vinetto har forholdstal 100 og har givet 105,4 hkg i snit.

Også sidste år bød på høje udbytter. Her var KWS Receptor højstydende sort med et gennemsnitligt udbytte på 109,8 hkg pr. ha. Mens målesorten Binntto med forholdstal 100 gav 104,2 hkg pr. ha

Til sammenligning er det gennemsnitligt avlede udbytte i rug på landsplan gennem de sidste fem år ifølge Danmarks Statistik på 60 hkg pr. ha.

Alle de viste sorter i tabellen er hybrider. To af dem har dog iblandet 10 pct. af en populationssort sammen med 90 pct. hybridsort (90+10). Det skulle forbedre bestøvningen og mindske risiko for meldrøjer.

Foderværdi

Sorter, der har deltaget i foderanalyserne i mindst to år, får tildelt en karakter for foderværdi på en skala fra 1-9. Høje karakterer viser, at sorten har et højt indhold af FEsv pr. hkg.

I år har syv sorter fået en karakter for foderværdi. SU Performer, SU Arvid og KWS Serafino ligger højest - alle med karakteren seks. Mens KWS Tayo og KWS Jethro har fået fem, og KWS Livado og KWS Vinetto karakteren fire.

Sygdomme i 2020

Angrebsudviklingen af skadegørere i rug er igen i 2020 fulgt i planteavlskonsulenternes registreringsnet. Der er bedømt på 18 lokaliteter i sorterne KWS Livado, KWS Serafino, KWS Vinetto og SU Performer.

Konklusionen for vækstsæson 2020 lyder:

  • Rugen udviklede sig hurtigt efter den milde vinter, men udviklingen blev lidt bremset af den megen nattefrost i foråret.
  • Skoldplet var mest udbredt i 2020. Angrebene var svage til moderate.
  • Angrebene af brunrust var meget svage og udviklede sig usædvanlig sent.
  • Angreb af meldug var svage.

Faktaboks

Vælg rugsort efter:

  • Stort udbytte gennem flere års forsøg.
  • God stråstivhed med en lav karakter for lejesæd.
  • Lav modtagelighed over for brunrust, skoldplet og meldug.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.