Nyt våben mod skadegørere: Hunde skal opspore ukrudtsfrø og sygdomme

Svenske planteavlere kan måske inden længe tage et usædvanligt våben i brug mod skadegørere: Sporhunde.

En af planteavlerens vigtigste opgaver er at sørge for et passende planteværn til afgrøderne. Og nu kan et helt nyt - og højst overraskende værktøj - være på vej, nemlig sporhunde.

I Sverige er søsat et projekt, hvor man vil teste om trænede hunde kan bruges til at opspore ukrudt, svampesygdomme og andre skadegørere i marken, i såsæd eller på maskinstationens maskiner og udstyr.

Det fortæller den svenske rådgivningsvirksomhed Hushållningssällskapet, som er en af parterne i projektet. 

I projektet vil det blive undersøgt hvilken type skadegørere, hundene kan opspore, og i hvilke situationer og arbejdsgange de kan være en hjælp. Desuden vil man undersøge, om det er realistisk at få en forretningsmodel op at stå, som er en gevinst for både hundetræner og landmand. 

I første omgang vil man teste, om hundene kan spore blandt andet ukrudtsfrø samt stinkbrand og kålbrok.

”Det kunne f.eks. være, at landmanden kan leje et sporhundsteam til at undersøge en leverance af såsæd, eller til at tjekke maskinstationens maskiner for ukrudtsfrø eller andre skadegørere”, siger Per-Erik Larsson, agronom og underviser i plantedyrkning. 

Det svenske projekt er finansieret af EU.

Det gennemføres i et samarbejde mellem Naturforvaltningsadministrationen Västra Götalandsregionen, den svenske arbejdshundeklub, Hushållningssällskapet samt Institut for Jord og Miljø og Institut for Økologi ved SLU. Derudover deltager to bedrifter med fremavlsafgrøder. 

ddh + sbu

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.