Om få uger kan du søge penge til minivådområder
Bekendtgørelsen er kommet. Landmænd bør se på mulighederne for at lave minivådområder, så landbruget leverer det aftalte til landbrugspakken, mener Lars Hvidtfeldt.

Om få uger kan danske landmænd søge om tilskud til minivådområder.

1. februar åbner ansøgningen, og bekendtgørelsen, der beskriver tilskudsordningen, er netop offentliggjort. Det glæder Lars Hvidtfeldt, viceformand for Landbrug & Fødevarer.

»Vi appellerer til, at landmænd er åbne og interesserede over for oplandskonsulenterne og prøver at finde ud af, hvor de kan lægge minivådområder«, siger han.

Minivådområderne skal reducere udledningen af kvælstof til miljøet, og er et af de bidrag, der skal komme fra landbruget. L&F ser frem til den løsning, fordi det ikke påvirker markdriften men er uden for markerne.

»Vi håber på og regner med, at vi via den kollektive indsats, som minivådområderne er en del af, kan nå meget langt, så der ikke udestår en stor miljøindsats senere«, siger han.

Fuldkompensation

Der er fuld kompensation for at lave minivådområder. Der er dog også ting, som ikke er helt på plads endnu, mener Lars Hvidtfeldt. L&F ser gerne at man kan bruge standardomkostninger i de beregninger, der ligger til grund for ansøgning om penge til minivådområder fra 2019.

Video: To landmænd fortæller om deres minivådområde-planer 3. januar · 14:47

»Så slipper landmændene for at skulle bøvle med at indhente flere tilbud og det gør sagsbehandlingen lettere«, siger Lars Hvidtfeldt.

Samtidig mener han, at der burde være mulighed for forskudsbetaling, så landmanden ikke skal have penge ude at svømme, før de får tilskuddet.

Han mener også at landmanden skal godkskrives for den fosforeffekt, som minivådområdet leverer. Sådan er reglerne ikke skruet sammen i dag.

Mere frihed

Staten har allerede lavet kort, der viser, hvor der er potentiale for minivådområder. Lars Hvidtfeldt mener, de er for snævre, fordi der sagtens kan være god effekt andre steder ligesom der kan findes gode løsninger selv der, hvor potentialet ikke er så stort.

»Og så mener vi, at kommunerne skal være meget fleksible. Nogle steder kan minivådområder muligvis erstatte vådområder, og så bør man lytte til landmændenes ønsker«, siger han.

Endelig peger han på, at det er alfa og omega at få en endelig afklaring på, om man mister genopdyrkningsretten, hvis minivådområdet skulle udvikle sig til at §3-naturområde, og man ikke genopdyrker umiddelbart efter de 10 års bindingsperiode, som man forpligter sig til fra starten.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.