Ornitologer: Konservative kvælstof-krav må ikke gå ud over naturbudget

Efter regeringens garanti til de Konservative: Naturpakken må ikke ende som »lapperier på landbrugspakken«, mener Dansk Ornitologisk Forening.

Naturpakkens beskedne budget på 89 mio. kr. skal gå til natur og ikke til »lapperier på landbrugspakken.«

Det siger Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening,

Han frygter, at regeringen vil anvende dele af de midler, der er afsat til den kommende naturpakke, til at imødekomme det konservative »ultimatum« om senest 8. april at garantere yderligere tiltag, der kan reducere udledningen af kvælstof.

 

»Pebernødder«

Men det må ikke ske, siger Egon Østergaard, som i forvejen finder budgettet på 89 mio. kr. til naturpakken alt for lille.

»89 mio. kr. er pebernødder - et latterligt lille beløb, som er alt, alt for lidt til at lave den overordnede, strategiske naturplanlægning, der er behov for. Det skal ikke være lapperier, og det skal overhovedet ikke være noget, der skal reparere på landbrugspakken. Pengen skal gå til natur,« siger Egon Østergaard.

Han mener, det er de konservatives egen opgave at få regeringen til at »hoste op med nogle penge« til politiske indrømmelser, men glæder sig overordnet over, at debatten om landbrugspakken har sat natur og miljø på dagsordenen.

Den konservative leder Søren Pape har netop oplyst, at regeringen vil imødekomme det konservative krav om flere kvælstofreducerende tiltag.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ønskede onsdag formiddag ikke at oplyse nærmere om finansieringen af indrømmelserne til de Konservative eller om detaljer i øvrigt.

Emneord Naturpakke, Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.