På med gummistøvlerne - nu kalder rigtige mark-arrangementer igen

Ugen På Spidsen: I næste uge kan du opleve dansk planteavl i højeste gear på markmessen DLG Innovation - 15-16. juni. Nu foregår det ikke kun bag en støvet skærm - men in real life, skriver ugens klummeskribent på Mark Plus.

Nu begynder der igen at blive åbnet op for markarrangementer i det fri. Hvor herligt.

I næste uge løber den todages planteavlsmesse DLG Innovation af stablen på Sejet Planteforædling ved Horsens (15-16. juni).

Her er mange spændende ting på programmet. Man vil kunne opleve et hav af demoparceller i mange forskellige afgrøder. Først og fremmest kan man studere de nyeste sorter i Sejet Planteforædlings markparceller. Herunder hestebønnesorter, som Sejet selv er begyndt at forædle.

Men man kan også se effekten af forskellige gødsknings- og planteværnsstrategier og bejdsning/coatning af gødning og såsæd i markparceller. Og høre meget mere om biostimulanter, efter- og mellemafgrøder og økologi.

Der er guidede ture med fire hovedposter med følgende afgrøder:vinterhvede, vårbyg, raps/vinterbyg/rug/triticale og hestebønner/majs/efterafgrøder og økologi.

Mød op med alle os plantenørder

På messen er der også mulighed for at møde DLGs mange leverandører af såsæd, gødning og planteværn i teltudstillinger.

Her vil de give de besøgende de sidste nye tips og budskaber om deres produkter - og løfte sløret for morgendagens nyheder.

Det er 6. gang, DLG Innovation afholdes. Sidste gang var i 2019, hvor der deltog ca. 1.100 danske landmænd samt besøgende fra Sverige, Baltikum og Tyskland.

Herfra kan det kun anbefales at tage et smut forbi Sejet tirsdag eller onsdag i næste uge - og få en faglig opdatering på både nyt og velkendt - i selskab med alle vi andre plantenørder.

Merete Hattesen er journalist og markfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Mark Plus, "Ugen på spidsen", sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus, planteavlsugen i perspektiv.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.