Pæne udbytter og høje priser giver DSV-frøavlere rekordhøj afregning

Rekordhøj afregning for 2020 til frøavlerne fra DSV Frø bunder i højere priser end ventet og udbytter godt over landsgennemsnittet i flere arter.

Frøavlere til DSV Frø fik i sidste uge den endelige afregning for høst 2020.

Priserne er siden a conto betalingen i december steget på alle arter bortset fra rødkløver og timothe, meddeler DVS Frø i en pressemeddelelse.

Prisstigningerne sker på baggrund af stigende afsætning til højere priser end forventet i december. I gennemsnit bliver høsten 2020 afregnet til over 11 kr. pr. kg. Det er 13 procent højere end gennemsnittet af de seneste fem år.

"Vi har dermed haft 11 år, fra 2010 – 2020, med stabile høje priser. Det samme gælder bruttoindtægten i kr. pr. ha, som er 8 procent højere end 5 års-gennemsnittet og dermed rekordhøjt," uddyber Carsten H. Jørgensen, avlschef hos DSV Frø.

Priserne på rødsvingel var rekordhøje i 2020. Høstudbyttet var i rødsvingel lidt under middel, og med en høj pris ender bruttoudbyttet på et 5 års gennemsnit.

"For alm. rajgræs skal vi helt tilbage til 2011 og 2012 for at finde højere priser. Det, sammen med en god høst, gør at alm. rajgræs ender med et bruttoudbytte, som er 10 procent højere end gennemsnittet," hedder det fra DSV Frø.

Det samme gælder for engrapgræs, bakkesvingel og hvidkløver, som også afregnes højere end gennemsnittet.

DSV-frøavlere høster 10 procent over landsgennemsnittet

Det danske gennemsnitsudbytte i græs- og kløverfrø i 2020 var på 1.270 kg pr. ha, hvilket er 5 procent mindre end 5 års-gennemsnittet.

"I DSV var gennemsnitsudbyttet 10 procent højere end landsgennemsnittet - noget vi kan rose vores frøavlere for at have leveret," siger Carsten H. Jørgensen.

Igen i år ses en stor forskel i alm. rajgræs, hvor udbyttet hos DSV`s frøavlere var 16 procent højere end landsgennemsnittet.

Ifølge DSV Frø er det 5. år i træk med denne store forskel, og derfor blev DSV`s alm. rajgræs-avlere også udnævnt til danmarksmestre i alm. rajgræs-dyrkning i fjor.

Samme tendens ses i hvidkløver med 27 procent og bakkesvingel med 28 procent højere hektarudbytter end lands gennemsnittet. Udbyttet i økologisk alm. rajgræs ender ligeledes over gennemsnittet.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.