Pionerer i præcisionslandbrug får to mio. kr. til konsulenter

Pilotordningen for præcisionslandbrug får tilført ekstra op til to mio. kroner.

Landbrugsstyrelsen introducerede i slutningen af sidste år en såkaldt pilotordning i 2018 for præcisionslandbrug. Her skal op til 20 landmænd være med til at udvikle præcisionslandbrug som en dyrkningsform, der på sigt kan give en positiv miljøeffekt og blive et virkemiddel i den målrettede regulering.

Nu får pilotordningn tilført ekstra op til to mio. kroner, så de tilmeldte bedrifter kan få bistand fra konsulenter til at udvikle præcisionslandbruget, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Bistanden fra konsulenterne skal gøre det muligt at øge udbyttet af pilotordningen, ligesom det vil være muligt at undersøge flere aspekter ved brugen af data og ny teknologi i landbruget.

"Den kommende pilotordning om præcisionslandbrug skal bane vejen for, at præcisionslandbrug med større brug af data og ny teknologi kan give landmanden mere fleksible miljøkrav, samtidig med at landmanden kan opnå bedre udbytter og bedre indtjening.

Jeg er derfor glad for, at der er enighed mellem parterne bag den kommende målrettede regulering om at anvende op til to mio. kroner i 2018 til at understøtte pilotordningen," siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Pilotordningen er blot ét af de initiativer, som indgår i det partnerskab om præcisionslandbrug og smart regulering, som Esben Lunde Larsen indgik med Landbrug & Fødevarer i november 2017.

Målet med partnerskabet er at få udredt ny teknologi og brug af data i landbruget til gavn for både landmænd og miljø.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.