Planteavler har armene i vejret: Min bedste vinterbyg nogensinde

Anders Rahbek kan næsten ikke få armene ned efter høst af vinterbyg, som har givet ca. 20 pct. mere end normalt.

"Vi har høstet 7,95 ton i gennemsnit pr. ha på de 74 hektar vinterbyg - med en vandprocent på 15,5 pct. Alt er brovejet ind og lagt i amerikanersilo som foder til grisene. Det er helt fantastisk.

Så meget har vi aldrig avlet før. Normalt er vi glade, hvis vi får 6,5 til 7 ton pr. ha. Det høje udbytte må betyde, at kvalitet og kernestørrelse er i orden«, fortæller Anders Rahbek fra Frølund Agro, der dyrker afgrøderne på vandet sandjord i det midtjyske.

Hybrid- kontra liniesort

De har både dyrket hybridsort (Bazooka) og liniesort (Hejmdal) på bedriften. Og der har mod forventning ikke været den store forskel på udbyttet.

»Hybridsorten burde give mere end liniesorten, da udsæden er noget dyrere. Men det har den ikke gjort i år. Derfor skærer vi ned på hybridarealet til efteråret - planen var ellers at så halvt af hver«, siger han.

De har ellers sået hybridsorter i de sidste fem år - for at udjævne udbyttet i marker med varierende jord, som hybridsorter hævdes at være bedre til end liniesorter. Men altså ikke i år.

Graduering ensarter

»Vi har i år oplevet, at udbytterne i alle vores vinterbygmarker er blevet mere ensartede. Mejetærskerens udbyttemåler har ligget meget mere stabilt, end den plejer i vinterbyg - udbytterne har ikke svinget så meget.

Jeg håber og tror, at det skyldes graduering af kalk og gødning, som vi har praktiseret i de sidste par år. For det var netop det, vi gerne ville opnå med præcisionsjordbrug«.

Faktaboks

Udfordring her & Nu

  1. Bæredygtig korntørring: Vi bruger halmfyrets varme til at tørre kornet med via en kalorifere, der er sat op foran blæseren. Det koster kun en tredjedel ift. olietørring. Og kan da kaldes CO2-neutral energi.
  2. Halm til eksport: Vinterbyghalmen ligger stadig på markerne - og der er meget af den i år. Det skal presses sidst på ugen og sandsynligvis sælges til eksporthalm, da priserne er bedre end til brændsel.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.