Planteavler i fuld sving med at så 200 hektar byg: Markerne er tørret godt op

Markerne er ved at være tørret godt op, og på På Aasidegaard på Sydsjælland er fire mand i marken for at få sået roer og byg.

På Aasidegaard er der kommet godt gang i forårsarbejdet.

På planteavlsbedriften, der ligger i Tappernøje mellem Præstø og Næstved på Sydsjælland, dyrker de blandt andet specialafgrøder som spinat og korn til fremavl, brød og malt.

Men lige nu arbejdes der med roer og byg, som fire mand er i marken for at få sået. Blandt andet en elev, der er hjemsendt fra landbrugsskolen, hjælper til i marken om aftenen efter lektierne er passet.

"Det skrider planmæssigt fremad med korn og roer", siger Ellen Damgaard Børsting, der driver Aasidegaard sammen med sin mand direktør i Dakofo, Asbjørn Børsting.

I øjeblikket har de sået 150 hektar med sukkerroer, og cirka 200 hektar med byg.

"Og når vi er færdige med det, sår vi udlæg af frø i vårbyg", siger Ellen Damgaard Børsting.

Markplanen tæller også både hvidkløver og engrapgræs.

Marken var våd

Markerne bar i starten præg af den megen nedbør i efteråret, og jorden var godt våd, men de sidste par uger med solskin har efterhånden tørret jorden ud.

"Det har været lidt vådt i starten, men det bliver bedre og bedre. De sidste par uger hjalp gevaldigt på det", siger Ellen Damgaard Børsting.

"Men jorden bærer præg af meget nedbør og ingen frost. Vi ville gerne have haft lidt mere frost i vinter, så bliver jorden ikke så knoldet", forklarer hun, og håber ikke på mere nattefrost i denne omgang. 

Det har nemlig blandt andet betydning for fremspirringen og blomstringen, som de holder nøje øje med.

"Vi er meget spændt på, hvor god fremspirringen bliver, hvor godt og ensartet det bliver", siger Ellen Damgaard Børsting, der på sydsjælland havde fine klimatiske forhold i vækstsæsonen 2019.

"Det er for tidligt at sige noget om 2020 endnu, men indtil videre er vi godt tilfredse".

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.