Planteavler: Næste år vil jeg etablere vårbyg på en ny måde

Niels Hansen fra Haslev på Østsjælland har erkendt, at en let stubharvning før såning af vårbyg kan være nødvendig i nogle tilfælde - selvom han praktiserer no-till og Conservation Agriculture.

I foråret havde jeg store problemer med fremspiring af vårbyg. Det har jeg ikke haft i samme grad tidligere - og det har kostet udbytte i år, fortæller Niels Hansen fra Haslev på Østsjælland.

- Det skyldes en kombination af flere ting. Dels blev byggen sået direkte i noget kold jord uden forudgående efterafgrøde. Vi ved godt, at i no-till kommer afgrøderne senere i gang i foråret, fordi urørt jord er koldere. Men i år var jorden endnu koldere end normalt, fordi den forudgående efterafgrøde havde stået dårlig. Samtidig havde vi en lang periode med koldt og tørt vejr i foråret. Derfor kom byggen alt for langsomt i gang. Vejret omkring såning har meget at sige for, om problemet opstår, siger han.

Vil fremover stubharve let

Evaluering af den mislykkede vårbyg-etablering har ført til, at han fremover har besluttet at stubharve overfladisk før såning af vårbyg, hvis de samme forhold er til stede igen. Det burde være nok at ridse jorden i 2-3 cms dybde for at få den i gang, mener Niels Hansen.

- Harvning er jo ikke noget, man som Conservation Agriculture landmand har ret meget lyst til. Men jeg vil heller ikke gå på kompromis med udbytterne. Så jeg kommer til at stubharve i hvert fald en af mine marker let i foråret. Efterafgrøden er nemlig blevet spist af snegle, så den fik lidt roundup i efteråret, så alt grønt er væk, og jeg forhåbentlig kan starte forfra uden ret mange snegle i foråret. Det betyder så også, at den har været helt bar hele vinteren og bliver en langsom starter.

Glyphosat hæmmer byggen

Et andet problem i foråret 2022 var det tørre vejr. Det betød, at glyphosat, som udsprøjtes et par dage før såning, blev hængende i planterester over jorden i stedet for at binde sig til jordpartikler. Så de nyfremspirede bygplanter kom i kontakt med glyphosat.

- Jeg har erkendt, at afstanden fra jeg sprøjter, til jeg sår, skal være meget længere. Helt op til to-tre uger - alt efter vejret og omfanget af planterester, konkluderer Niels Hansen.

Udfordring Her & Nu

CO2-certifikat: - Jeg sælger CO2-certifikater gennem Agreena. I 2021 fik jeg 250-300 kroner per hektar. Jeg synes helt klart, de hører til hos os landmænd.

Biodiversitet: - Jeg går meget op i biodiversitet. Ud over alt det liv, vi har i markerne i kraft af mange efterafgrøder og ingen jordbearbejdning, tænker jeg også biodiversitet ind i alt andet på bedriften. Jeg bruger mange blomsterblandinger, blandt andet i MFO-brak, smider overskydende halmbundter ud i hegnet og lader træet ligge, når jeg beskærer læhegn, så naturen kan gøre sit.

Faktaboks

  • Niels Hansen driver 330 ha ved Dalby, Haslev, med hvede, raps, vårbyg, havre, ært, hestebønne & græsfrø.
  • Jorden er dyrket pløjefrit fra 2008. Fra 2018:100 pct Conservation Agriculture.
  • Såmaskine: Horizon DSX 60-16 m. skrå skæreskive.
  • Nyvalgt i FRDK-bestyrelsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.