Planteavler redder høsten med hjemmelavet system til rodvanding

Den svenske planteavler Bertil Aspernäs slap nådigt gennem tørken i 2018 med udbytter på 77 procent af et normalår. Det kan han ikke mindst takke sit hjemmebyggede rodvandingssystem for.

Den svenske deltidsplanteavler Bertil Aspernäs, Torsås i Småland på den svenske østkyst, høstede sidste år ca. 77 procent af udbyttet i et normalår. Til sammenligning fik nabolandmændene omkring ham halveret udbyttet. 

Det - relativt - fine høstresultat hos Bertil Aspernäs er der en god grund til. Han har nemlig konstrueret sit eget rodvandingssystem, fortæller han til netavisen ATL.

Han begyndte at konstuere vandingssystemet for 15 år siden. Ideen er kort sagt at opsamle og opbevare dræningsvandet i en åben dam, indtil afgrøderne har brug for vandet i sommerhalvåret.

Dam med kapacitet på 10.000 kubikmeter

Dræningsvandet ledes i vinterperioden til en pumpestation, hvorfra det sendes videre op til en udgravet, fire meter dyb dam med en kapacitet på 10.000 kubikmeter. Opfyldning af dammen begynder, når sneen smelter, og med pumpen i arbejde i døgndrift kan dammen være fyldt i løbet af en måned.

I sommerperioden, når afgrøderne har behov for det, ledes vandet fra dam til marker via dræningsrørene. Afgrøderne bliver dermed vandet direkte på rødderne, hvilket sikrer at det dyrebare vand ikke blæser væk eller fordamper.

"Når det er slut med vand i marken, slår jeg pumpen til og åbner for ventilerne til den afgrøde, som skal vandes først, og det er normalt rapsen", fortæller Bertil Aspernäs, der har en - i denne sammenhæng ikke uvæsentlig - uddannelse som ingeniør. 

Flad mark og velfungerende dræningssystem

Bedirften er på 39 hektar med kartofler og kornafgrøder, heraf bliver 24 hektar vandet ved hjælp af rodvanding. Resten af arealet kan vandes på konventionel vis.

Ifølge Bertil Aspernäs kan hans system anvendes på bedrifter med de rette forudsætninger, hvilket vil sige en flad mark og et velfungerende og velholdt dræningssystem.

sbu

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.