Planteavlskonsulent: Oversvømmelse skader miljø og dyreliv

Dårlig grødeskæring og oversvømmede åer gavner langt fra altid miljøet.

Hvis kommunerne begrænser grødeskæringen så meget, at vandløbene løber over, kan det meget vel gå ud over natur og miljø. Det påpeger planteavlskonsulent Bente Andersen i et indlæg på landbrugsAvisen.dk.

»Når vandløbene ikke kan lede vandet væk, resulterer det i oversvømmelser af jord, druknede regnorme og udvaskning af miljøskadeligt fosfor,« siger hun.

Vedvarende høj vandstand kvæler nemlig alle iltkrævende organismer i jorden inklusiv planter, hvilket rammer landbruget.

Vådest siden 1874

Og oversvømmelser kan meget nemt komme på tale, fordi det regner mere end tidligere. 2015 blev ifølge DMI det næst-vådeste år siden 1874. I gennemsnit faldt der i Danmark 904 mm, hvilket er 192 mm eller 27 procent over normalen.

»Kommunerne henviser til den såkaldte grødeskæringsinstruksen, men landmændene mærker konsekvenserne,« siger hun.

Kun få tørvejorde

Bente Andersen peger på, at nogle giver synkende tørvejorde skylden til problemerne.

»Den forklaring holder ikke ret mange steder,« siger hun.

Tørvejorderne blev drænet i to tempi. Dels i sidste halvdel af 1800-tallet, dels i 1940’erne og 1950’erne. Et drænsystem på tørvejorder holder i 25-30 år.

»I de sidste mange år er der ikke nydrænet på tørvejorderne, fordi det ikke er rentabelt, når levetiden er så kort,« siger hun.

Vandområdeplaner

Hvis ikke der skal komme endnu flere oversvømmelser, bør vandområdeplanerne ifølge Bente Andersen differentiere vandløbene skarpere, så man skelner mellem hvad der skal tjene afvanding og hvad der skal tjene natur. Med andre ord skal en del – især små vandløb - tages ud af planerne, sådan som EU-tillader det.

Det mener hun, at de lokale er bedst til at finde ud af.

»Der er brug for lokale løsninger og samarbejde mellem vandløbsfolk og landmænd Under forudsætning af at afvandingen fungerer, kan man gå i gang med miljø- og naturhensyn,« siger hun.

Læs Bente Andersens indlæg ved at klikke her.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.