Plantedirektør: Spar på glyphosat - ellers mister vi det

Landbruget har en kæmpe udfordring i at knække kurven for forbruget af glyphosat. Det bør være muligt.

"Vi skal ikke forlade fagligheden, men vi skal tænke grundigt over, hvor vi bruger glyphosat - og om vi gør det af bekvemmelighed eller nødvendighed", siger Troels Toft, sektordirektør, Planter, Seges.

Han refererer til opgørelser, der viser, at forbruget af glyphosat er steget med en tredjedel over de seneste 10 år, og at der fra starten af 1990erne til i dag næsten er sket en tredobling af forbruget. Han appellerer derfor til, at alle landmænd bidrager til, at kurven knækkes.

Troels Toft slår samtidig fast, at nedvisning med glyphosat før høst er et af de steder, hvor der er mulighed for at reducere forbruget.

Opgørelser fra Seges viser nemlig, at 40 pct. af det glyphosat, der bruges i Danmark, bruges i juli og august. En del af dette forbrug er målrettet bekæmpelse af kvik og andet rodukrudt før høst, men en stor del vurderes også at være høst-hjælp.

Det kan lade sig gøre

"Det giver mening at bruge glyphosat til at bekæmpe kvik og rodukrudt før høst, men vi skal bruge vores faglighed og nøje overveje, om vi kan nøjes med at sprøjte med glyphosat i dele af marken", siger Torben Hansen, formand for L&F, Planteavl.

Han mener, at forbruget af glyphosat især kan nedbringes, når glyphosat bruges som høsthjælp samt til nedvisning af stub og efterafgrøder, hvor målet ikke er at bekæmpe rod-ukrudt.

Torben Hansen tilføjer dog, at der kan være særlige situationer, hvor glyphosat bruges som høsthjælp.

I år gælder det bl.a. i vinterraps, hvor der flere steder er usædvanligt mange kamiller. Også her mener han dog, at man nøje skal vurdere behovet, dels fordi olieindholdet i frøene øges væsentligt ved at lade afgrøden afmodne naturligt, dels fordi forædlingen har givet sorter, hvor skulperne ikke er nær så tilbøjelige til at springe op som tidligere.

Et unikt middel

"Glyphosat et helt unikt middel. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at vi kan bruge det i mange år endnu", siger Torben Hansen.

Han mener, at det er vigtigt at sende et signal om, at landbruget har lagt sig i selen for at knække kurven for forbruget af glyphosat.

"Vi er udfordret på, at vi har et begrænset antal planteværnsmidler til rådighed. Det er en fælles opgave at bruge vores faglighed og ny teknologi til at begrænse forbruget mest muligt", siger Torben Hansen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.