Plantehormon måske nøglen til mere næringsrigt korn med højere udbytte

Fire forskere har siden 2015 arbejdet med at undersøge, hvordan plantehormoner regulerer planters vækst og udbytte - og de får nu penge til at fortsætte arbejdet de næste tre år.

Et internationalt forskerhold med dansk deltagelse har fået bevilget 10 mio. kr. til at fortsætte deres forskningsarbejde, der har til formål at øge udbyttet i kornafgrøder og gøre dem mere næringsrige.

Det oplyser Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Pengene er givet af Human Frontier Science Program (HFSP), som støtter internationale banebrydende forskningsprojekter, der undersøger komplekse mekanismer i levende organismer.

Leder af forskergruppen er Hussam Nour-Eldin, lektor på Institut for Miljø- og Plantevidenskab på Københavns Universitet, og derudover deltager forskere fra Israel, England og USA.

De fire forskere har siden 2015 arbejdet med at undersøge, hvordan plantehormoner regulerer planters vækst og udbytte.

"I 1950'erne opstod der en række mutationer i hvede, ris og majs, der bevirkede, at afgrøderne blev kortere, og dermed bedre kunne stå imod vind og vejr. Samtidig gjorde mutationerne, at planterne brugte næringen på at producere flere og større korn i stedet for lange aks," siger Hussam Nour-Eldin og tilføjer:

"Først i 1990'erne fandt man ud af, at disse afgrøder var muteret i gener, der enten producerer eller reagerer på et vigtigt plantehormon kaldet gibberellinsyre. Det gjorde, at afgrøderne ændrede sig drastisk til de korte moderne afgrøder, vi dyrker i dag over hele verden," forklarer Hussam Nour-Eldin.

Selvom man længe har vidst, at der findes gener, som transporterer hormonet gibberelinsyre rundt i planter, havde det, indtil Hussam Nour-Eldins forskerhold gjorde en banebrydende opdagelse, været et mysterium, hvilken rolle generne spiller for planternes vækst.
 
Men tilbage i 2015 kortlagde forskerholdet det første gen, der påvirker, hvordan hormonet gibberellinsyre bevæger sig rundt i planter, og det er det gennembrud, de vil fortsætte med i den nye bevilling, der strækker sig over de næste tre år.
 
"Ligesom man i 1950'erne fik mere effektive afgrøder, håber vi på at kunne tune planterne, så de bliver endnu mere udbytte- og næringsrige i fremtiden," siger Hussam Nour-Eldin.

sbu

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.