Professor: Beskyt god landbrugsjord

Det bliver vigtigere at beskytte god landbrugsjord mener ekspert i planlægning i det åbne land.

Landbrugspligten og landzonebåndet vil fortsat kunne sikre landbrugserhvervets rammebetingelser for vækst og udvikling. Men det bliver stadig vigtigere at beskytte den gode landbrugsjord.

Det mener Esben Munk Sørensen, landinspektør, lektor og professor ved Aalborg Universitet, der deltog i en debat på delegaretmøde i Landbrug & Fødevarer torsdag.

»Hvis der lempes på planloven så andre erhverv og boliger skal have plads i landbrugslandskabet så skal landbrugserhvervet jo nedprioriteres eller vige,« siger han.

Vigtigt værktøj

Landbrugserhvervets hovedinteresse er ifølge Esben Munk Sørensen at have investeringssikkerhed på de robuste landbrugsjorder. Heltidslandbruget har ikke nogen interesse i at andre typer erhverv frit og helt uregulereret kan slå sig ned i landzonerne. De kan måske blive naboer som pludselig er følsomme overfor tung langsomkørende landbrugstrafik, lugtgener og anden aktivitet fra heltidserhvervet.

»Hvis vi for alvor skal have vækst, skal planloven medindtage de metoder, som er udviklet af Seges’s planafdeling,« siger han..

Han hentyder til, at Seges i projektet Landbruget i Landskabet har udviklet fremgangsmåder for hvordan man lave udviklingsplaner for heltidsbedrifter – og samarbejde med kommunerne.

Udviklingsplaner som medinddrager natur- og miljøforbedringer i balance med stukturudvikling lokalt og udviklingssretninger for heltidsbedrifter.

»Disse fremgangsmåder eller planmetoder er afprøvede og jeg håber at Vækstministeren vil skabe et bedre grundlag for disse metoders anvendelse,« siger Esben Munk Sørensen og fortsætter:.

»Jeg vil opfordre til at man går frem med omtanke ved revision af planloven.«

Han mener, at man skal sørge for at få medindraget trafik- og bygningssanering i landbruglandskabet, mulighed for omfartsveje for landmænd ved følsom landsbybebyggelse med mere.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.