Prognose: Frankrig får bedste hvedehøst siden 1936

På trods af en tørke i juni ser det ud til, at Frankrigs hvedehøst i år slår alle rekorder.

Med en ny prognose for årets franske hvedehøst, så ser det ikke alene ud til at resultatet bliver den højeste udbytte i årevis, men at høsten også bliver den bedste siden 1936.

Det skriver Agrimoney.com.

Prognosen for den franske hvedehøst, der er lavet af agrirådgivningsfirmaet Offre & Demande Agricole Groupe (ODA), lyder nu på 39,2 mio. tons mod 37,5 mio. tons sidste år. Det er 1,7 mio. tons mere end sidste år. Det er en mio. tons mere end en prognose fra det franske landbrugsministerium for en måned siden.

Hidtid havde den franske rekord været 38,2 mio. tons, og den blev sat i 1998.

Tidligere prognoser varslede ellers, at årets hvedehøst ville tage skade af tørken i juni, men det har vist sig, at det tørre vejr har medført mindre skader på høsten i Frankrig end frygtet. En gennemsnitlig hektar hvede har givet to pct. mere end sidste år.

Højeste hvedeareal i 20 år

Ifølge Agrimoney.com har de franske landmænd i år udvidet deres hvedeareal med 150.000 hektar siden sidste år, så det samlede areal nu er på 5,16 mio. hektar. Det er det højeste i 20 år.

En anden årsag til det høje udbytte er, at landmænd i stigende grad har satset på hvede som en vinterafgrøde, der dette år har givet det nødvendige forspring til at klare den tørre forsommer og sommer.

Samtidig viser prognosen for rapshøsten i Frankrig, at den i år falder med 454.000 tons til 5,07 millioner tons. Det afspejer, at de franske landmænd i år såede 22.000 hektar mindre raps end sidste år.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.