Rådgiver: Derfor kan organisk materiale udvide såvinduet og gøre jorden dyrkningssikker

Organisk materiale kan være med til gøre jorden mere robust, ligesom det kan danne et bedre grundlag for et såbed. Derfor skal du overveje, hvor mange planterester og halm du vil lade blive tilbage på markerne, lyder det fra planteavlsrådgiver

Efterlader man organisk materiale på sin jord, giver man jorden bedre betingelser for at klare sig, når vejret viser sig fra sin barske side.

Desuden kan organisk materiale forbedre muligheden for at lave et godt såbed.  

Der tpåpeger Kristoffer Boye Larsen, planteavlsrådgiver i Velas. 

Jord bliver Hverken for hård eller porøs

- Organisk materiale som humus, planterester og halm i øverste lag er med til at stabilisere jorden rent fysisk ved simpelthen at holde på jorden og binde den sammen. Jordlevende organismer udskiller klistrede stoffer, som binder jorden sammen, og nedbryder-svampe vil gro rundt om jordklumper.

- Derved bidrager organisk materiale til, at jorden bindes mere passende sammen, så den hverken bliver for hård og sammenpresset eller så porøs, at det bliver til støv eller skyller væk, siger Kristoffer Boye Larsen.

Lær mere om sund jord

Hvis man vil høre mere om, hvad organisk materiale kan bidrage til i forhold til at skabe sund jord, har man muligheden, når Velas afholder ”Guldkorn til Marken 2024” på Fyn og i Jylland i januar.

Her kan også blive klogere på, hvilke forudsætninger der skal være på plads for en frugtbar jord, og hvornår mekanisk bearbejdning af jorden er nødvendig for at opnå en passende struktur, og hvornår biologiske processer er tilstrækkeligt. 

Han peger på, at jord med rigt indhold af organisk materiale dels kan binde vand bedre og dels kan forbedre muligheden for, at vandet, der falder, infiltreres i jorden. For når det regner, som det har gjort i efteråret, er det vigtigt, at vandet reelt kan trække ned i jorden. 

- Humus øger den vandholdende evne. Men mindst lige så vigtigt er det, at en forbedret struktur betyder, at mere af vandet kan trække ned i jorden, i stedet for at den lander oven på og skyller væk, siger Kristoffer Boye Larsen. 

Samtidig kan organisk materiale sikre et bedre såbed og øge muligheden for rettidig såning. 

- Det betyder meget for, om man kan få sået rettidigt, da din jord bliver mere medgørlig. Hvis din jord er mere medgørlig, udvides vinduerne for jordbearbejdning, og derfor kan du i højere grad udnytte de vinduer, der er, til såning.

- Så med organisk materiale får man rykket marginalerne for, hvornår man kan arbejde i marken trods omskifteligt vejr. Det kan være hele forskellen på, om jorden når at blive tjenlig til såning, inden der igen kommer regn, siger Kristoffer Boye Larsen. 

Bedre fordeling af næringsstoffer

Organisk materiale kan ikke forhindre våde efterår, men kan formindske de negative sideeffekter.

- Organisk materiale og ler-partikler kan binde næringsstoffer. Ved at stabilisere jorden undgår man, at næringsstofferne flytter sig med vandet rundt på marken. Herved modvirkes det, at eksempelvis fosfor skylles ned i lavninger, mens der på højere steder er mindre fosfor, siger Kristoffer Boye Larsen. 

Formår man at få mere organisk materiale i sin jord, vil man også få mere liv i jorden, og det bidrager også med positive ting. 

- Flere regnorme i jorden betyder, at der jorden bearbejdes mere lodret, og det styrker afgrødens rodudvikling, og der skabes jord, som både kan holde på mere vand, og som kan transportere mere vand væk fra overfladen og længere ned. Det øger dyrkningssikkerheden, siger Kristoffer Boye Larsen. 

Det er et regnskab

Hvordan får man så mere organisk materiale i sin jord?

Ifølge Kristoffer Boye Larsen skal man huske på, at man som planteavler dybest set lever af at indfange CO2 og sollys. 

- Det er et regnskab. Jo mere du kører væk fra marken i form af udbytter, jo mere skal der puttes ind igen. Hvis du kører halm væk, skal det gå lige op med alt det, der skal give fotosyntese. Der skal organisk stof tilbage igen – i form af enten møg, gylle, dybstrøelse eller slam – eller også skal du maksimere med efterafgrøder, så du hele tiden får indfanget sollys og CO2, siger han. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.