Rajgræs er høstklar, når frø drysser ned i træskoen

Det gælder om at have lige tilpas med is i maven, når rajgræsfrø skal høstes.

»Det kan være svært at få græsfrø modent samtidig med manden. Oftest er manden moden før frøet - især i ustadigt vejr. 

Rajgræs er først modent, når du går en tur i marken med træsko på og får frø med hjem i træskoene. Får du ikke det, er frøet ikke klar«, siger Lars Gammelvind fra Velas.

»Man skal helst have kapacitet til at høste sit rajgræs på to-tre dage, gerne i samarbejde med naboen. 

Mejetærskere i dag er så store og kraftige, at det sagtens kan lade sig gøre, men for tidlig høst går ud over spireevnen og opbevaring på lageret bagefter - og kræver rigtig meget luft. Så man bør have is i maven«. 

Men heller ikke for meget is. 

For frøavlere har efterhånden lært at vækstregulere og svampesprøjte, og det betyder, at rajgræsfrø ikke ligger så hårdt henad jorden som før, hvor det kunne ligge længe uden risiko.

»Hvis vinden får fat i modent rajgræs, hvor frøene er begyndt at løsne sig, og aksene er blevet lette, så blæser de af«, siger Lars Gammelvind. 

Han minder om, at man skal bruge tid på at gøre skærebordet i orden og knivene skarpe.

»Det er godt givet ud. Hver eneste gang man har et stop i frøhøsten, tabes der op til fem kg frø - og det koster på kapaciteten. 

Så det er med at holde grejet kørende.
 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.