Rapspris falder med åbning for argentinsk biodiesel

EU har besluttet at sænke importafgifterne på argentinsk biodiesel gældende fra 28. september.

Rapsprisen kom i går i modvind og faldt med 4-5 euro pr. ton. 

Dels blev euroen yderligere styrket overfor dollars. Dels har EU besluttet - på opfordring fra verdenshandelsorganisationen WTO -  at  sænke import-afgiften på argentinsk biodiesel fra de nuværende 22-25,7 procent til 4,5-8,1 procent gældende fra 28. september, beretter Jyske Markets i en markedskommentar.

EU-beslutningen passer de argentinske biodieselproducenter rigtig godt, for de er for nylig løbet ind i store udfordringer i USA, hvor importafgifterne har udsigt til at blive hævet. Omvendt vil det betyde en faldende efterspørgsel på raps til biodiesel i EU.

Jyske Markets vurderer, at det konkret er svært at sætte kroner og øre på, hvad de lavere importafgifter kommer til at betyde for rapsprisen på langt sigt.

Forsyningen af  raps og vegetabilsk olie på globalt plan er dog fortsat stram. Derfor er forventningen fortsat at rapsprisen skal op, men målet på 400-425 euro pr. ton ser nu ud til at være en lidt hårdere udfordring i dag end i går, vurderer Jyske Markets.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.