Rapspris på nedtur sammen med palmeolie

Højere produktion af palmeolie og lav efterspørgsel trækker rapsprisen ned.

Rpasprisen har været på optur i maj, efter at blandt andet Polen, Frankrig, Tyskland og Canada har nedjusteret etstimaterne for årets udbytter.

Nu er der imidlertid kommet en ræv i hønsegården i form af palmeolie. Her er produktionen nemlig opjusteret, ligesom der pt. er svag efterspørgsel, og det smitter negativt af på rapsen, der i går faldt med 0,8 procent til 266 kr. pr. hkg til august 2018-termin.

Det var således forventet, at Indonesiens palmeolielagre på 3,65 mio. ton for april blev opretholdt uændret fra marts. Men mod oddsene steg de til 3,975 mio. ton.

Samtidig faldt eksporten af malaysiske palmeolieprodukter for maj med 16,6 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Især Indien skuffer med forbruget af palmeolie, idet importafgifter og en svag valuta svækker købekraften, rapporterer Jyske Markets.

Også Ramadanen, der løber fra midt maj til midt juni, giver lavere efterspørgsel på palmeolie.

Rapsdyrkerne må nu sætte lid til, at Trumps opskalering af handelskrigen i går også vil omfatte vestlige allierede, herunder Europa. Det kan på på sigt blive positiv for rapspriserne, hvis indkøberne må ty til alternative produkter til amerikansk soja, vurderer Jyske Markets.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.