Betalt indhold af BASF

Rapssæsonen var udfordrende i 2016 også for +1 Ton

Mange rapsavlere husker sikkert sæson 2016 og høsten som specielt udfordrende, og det var også tilfældet for +1 Ton projektet. Allerede fra efteråret blev to ud af de seks projektmarker kasseret grundet et meget kraftigt snegleangreb. De fire resterende marker var godt etableret, og havde fået en god plantestørrelse inden vinter, men timing viste sig at være den mest afgørende faktor. Trods lidt senere såning end normalt tegnede det positivt.

Tænk hvis du kunne hæve udbyttet i rapsen med 1 ton? Projektet +1 Ton har derfor som mål at øge udbyttet i raps, og det er der flere, der er glade for: ”Det er godt, der bliver taget initiativ til at lave sådanne forsøg for at finde udbyttepotentialet i raps. Det må derefter være op til forskningen og det etablerede forsøgssystem at optimere økonomien. Forsøgene ligger som storskala forsøg i forskellige egne af landet, og afspejler bedre virkeligheden end småparcel forsøgene gør,” siger landmand Morten Hansen, Snekkerup, om samarbejdet +1 ton.


I 2016 blev udbyttet af rapsen i testmarkerne ikke øget med +1 ton, men der blev taget nogle gode beslutninger undervejs

Tidligt forår 2016 blev +1 Ton parcellerne vækstreguleret med Caryx, for at skabe et godt grundlag for et stort udbyttepotentiale fra vækstens begyndelse. Foråret 2016 viste sig at blive køligt, og det bevirkede at rapsens vækst var langsom, og nåede ikke den højde som var tilfældet i de tidligere år.

På baggrund af det overvejede vi nøje, om det var nødvendigt at foretage en vækstregulering i foråret. Vores erfaringer fra 2015 viste, at der var meget tydelig forskel på parceller, der var vækstreguleret i foråret og dem som ikke var. I de vækstregulerede parceller stod planterne og lænede sig på grund af tyngden fra det meget tætte skulpelag, men uden lejesæd - i modsætning til de parceller som ingen vækstregulering havde fået, der lå ned til høst. I 2015 var det set i bakspejlet den rigtige beslutning at udføre en vækstregulering i foråret, for at undgå udbyttetab og høstbesvær på grund af lejesæd. 

I 2016 var der ikke den samme visuelle forskel imellem parcellerne. Så med baggrund i lejesæd havde rapsmarkerne kunne klare sig uden vækstregulering og stadig være stående til høst. Det højere udbyttepotentiale som vækstregulering kan skabe i rapsen ved at stimulere sideskudsdannelsen, vil dog stadig være tilstede.

Det kølige forår i slutningen af maj blev afbrudt af en meget varm periode, hvor temperaturen steg med 10 grader over få dage. De fire +1 Ton rapsmarker stod flotte med en ensartet blomstring, og det tegnede til en god høst. Varmen kom på et tidspunkt, hvor rapsen skulle i gang med skulpesætning, et tidspunkt som er meget afgørende for udbyttet. I løbet af juli ændrede billedet sig fra flotte rapsplanter til rapsplanter, som blev begrænset i at udfylde det potentiale, som var skabt tidligere i vækstsæsonen.

Skulperne blev mindre end normalt og gullige uden fuld frøfyldning. Det var faktorer som varme, nogle steder tenderende til tørke, skulpesnudebiller, skulpegalmyg, kransskimmel og knoldbægersvamp der spillede ind. Insektsprøjtningerne fortages ens i hele marken og indgår derfor ikke i +1 Ton projektet. 


Svampebekæmpelse før eller efter nedbøren? 

Ved svampebehandlingerne i 2016 viste det sig tydeligt, at timing er uhyre vigtig, og i 2016 var det mest effektive en tidlig frem for sen behandling. Alle fire marker blev svampehandlet, standardbehandling fik én svampesprøjtning mens +1 Ton blev behandlet som en splitbehandling. Først med 0,5 l/ha Efilor og siden 0,5 l/ha Efilor plus 0,25 l/ha Amistar i anden sprøjtning.

I midten af maj kom der et regnvejr ind over det meste af landet, hvilket delte svampebehandlingstidspunktet i to. Dem der fik sprøjtet inden regnen, og dem der først fik sprøjtet efter. De steder, hvor der blev sprøjtet mod svamp inden regnen, blev der opnået en væsentlig bedre bekæmpelse af svampe, end der hvor regnen havde forsinket sprøjtningen til efter den 20. maj. Her var der et højere svampeangreb.

Denne erfaring kan tages med til den nye sæson, vi står overfor. Det testede svampemiddel Efilor har ikke kun i 2016, men også de tidligere år vist at kunne bekæmpe de fremherskende svampe i rapsen og vil blive anvendt igen i år, med fokus på behandlingstidspunktet, hvor vi stadig kan lære noget.

I 2017 vil +1 Ton-projektet forsætte, med fokus på at teste mulighederne for at øge udbyttepotentialet i rapsdyrkning ved at øge intensiteten og anvende de virkemidler og produkter, som er til rådighed. Vi går derfor efter at høste så mange kilo pr. hektar som muligt. Men der er ingen tvivl om, at timing vil være essentielt – også i 2017. 

Emneord BASF, raps, +1ton

Betalt indhold af BASF

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.