

Billede 1 af 2
- Vi har steder i kartoffelmarkerne, hvor vi ikke kan køre. Foreløbig har kartoflerne ikke taget skade af al regnen, men får vi yderligere 50 millimeter, bliver optagningen bøvlet, og så begynder kartoflerne at tage skade, siger Bjarne Lauridsen.
Han tilføjer, at de sidste læggekartofler blev taget op i mandags (for godt en uge siden, red.). Udbyttet var middel. Kvaliteten var god. Men der skulle blæses i containerne i længere tid end normalt, før læggekartoflerne kunne fyldes i kasser og sættes ind på lageret.
Pulverkartofler skal tørres
- Foreløbig har vi taget godt 20 hektar ud af vores knap 100 hektar pulverkartofler op. Vi tørrer dem i containere, inden vi kører dem ind på lageret, siger Bjarne Lauridsen.
Han tilføjer, at det dog ikke gælder pulverkartoflerne fra de 10-15 hektar, som skal leveres direkte til fabrikken.
Foreløbig er der taget 80 ud af de 300 hektar med stivelseskartofler op.
- De er ved at være groet af, og i den kommende uge (uge 40, red.) skal der leveres mange kartofler til fabrikken. Derfor er det vigtigt, at de to kartoffeloptagere kører, som de skal, siger Bjarne Lauridsen.
Ny optager bruger luft
De seneste fire år har Kasper og Bjarne Lauridsen kørt med en Grimme EVO 290 AirSep.
Forud for denne sæson blev den dog erstattet af en spritny og opgraderet optager af samme model.
AirSep-optageren bruger luft til at adskille sten, jord, ukrudt, kartoffeltoppe og andet materiale fra kartoflerne under optagningen.
- Vi er godt tilfreds med den nye optager, som er mere simpel og kører mere stabilt end den tidligere model, siger Bjarne Lauridsen.
Han tilføjer, at den ny maskine kan tage cirka seks hektar kartofler op på en dag. Det er 10-15 procent mindre end bedriftens anden optager, som er en Grimme EVO 290 uden AirSep.
Kommentarer