Rod i læhegnet er et boost til biodiversiteten

Afskårne grene og døde træer, der efterlades i læhegnet efter årets beskæring, gør gavn for smådyr og insekter, påpeger konsulent i Agri Nord.

Hvis en af efterårets eller vinterens opgaver er beskæring af læhegn, kan man med fordel lade en del af de afklippede grene ligge tilbage.

I hvert fald hvis man gerne vil gøre noget for biodiversiteten. Det fortæller Agri Nord i en pressemeddelelse.

"Der mangler i høj grad dødt træ rundt omkring i den danske natur. Vi er alt for dygtige til at
rydde op efter os", siger natur- og projektkonsulent Linda Udklit, Agri Nord.

Det døde træ skaber levested for de organismer, der lever af at nedbryde dødt træ som for eksempel regnorm, bænkebidere, tusindben og snegle. Det er også helt små dyr som rundorme og springhaler samt bakterier og svampe.

Lad døde træer stå

Udover de såkaldte nedbrydere vil kvas og rod i læhegnet også være fint for pindsvin, padder og firben, da det vil give dem gode overvintringssteder.

Mange dyr kan også godt lide opretstående, dødt ved, og Linda Udklit råder derfor til, at man lader døde træer stå i læhegnene.

"Vi mangler i særlig grad opretstående, dødt ved. Det er lidt pudsigt, men jo mere et dødt træ forgår, jo mere liv kommer der i det. Det er mere liv i det døde eller døende træ end i et levende", siger hun.

Det opretstående, døde ved kan desuden danne levested for eksempel flagermus og spætter.

Alt med måde

Linda Udklit understreger, at døde træer selvfølgelig ikke må udgøre en risiko, samt at man ikke nødvendigvis skal skubbe alt afklippet ind i læhegnene, hvis man har klippet rigtig meget af.

"Man skal selvfølgelig ikke mase læhegnet i dødt ved, men man kan med stor fordel lade en del ligge, for det vil give gode levesteder for rigtig mange dyr og således medvirke til, at øge biodiversiteten", siger hun.

"I forhold til insekter, fugle, padder og andre smådyr er vi alt for gode til at rydde op i naturen", siger natur- og projektkonsulent i Agri Nord, Linda Udklit. Lad endelig afskårne grene og kvas ligge, og lad døde træer stå, lyder opfordringen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.