Roedyrker: Sukkerroerne er foreløbig kommet op uden dybe spor

Regn og køligt vejr har bremset indlejringen af sukker i roerne. Men optagningen går overraskende godt hos Thomas Due.

"Vi tog de første 9 ud af vores 50 hektar med sukkerroer op 11. oktober. De gav 13,7 ton pr. hektar. Det er jeg tilfreds med«, siger Thomas Due.

Han tilføjer, at roerne tilmed blev taget op uden at lave store spor i marken, ligesom der heller ikke var mere jord i roerne end sædvanligt ved leveringen.

Næste leverance af roer til fabrikken i Nakskov bliver i næste uge, hvor der skal leveres roer fra 10 til 15 hektar. Umiddelbart er der også udsigt til, at de kan blive taget op under fornuftige forhold.

De resterende roer tages op kort tid før frost. Nogle af disse leveres direkte til fabrikken, men Thomas Due regner med at lægge roer fra 20 hektar i kule og levere dem, når fabrikken ønsker det.

Udvider arealet med roer

Sukkerroerne har været en fast del af sædskiftet på Duegaarden i mange år og bliver det også i fremtiden. Faktisk udvides arealet med sukkerroer til den kommende vækstsæson.

»Vi har gennem mange år dyrket alle de roer, der var plads til i sædskifter. I år har vi haft lidt færre. Men til næste år dyrker vi roer på 105 ud af vores 350 hektar«, siger Thomas Due.

Han er optimistisk i forhold til, at årets udbytter lander på ca. 14 ton polsukker pr. hektar. Det svarer til de seneste fem års gennemsnitsudbytte. Og det giver ifølge Thomas Due en økonomi, der er fuldt ud på højde med økonomien ved at dyrke korn med de nuværende priser.

For selvom man i et vådt år, som i år, risikerer at lave strukturskader ved optagningen, så mener Thomas Due, at der er en række fordele ved at have roer med i sædskiftet.

Fordele ved roer

Thomas Due har i lighed med mange andre sukkerroeavlere overladt optagningen af roerne til en maskinstation. Maskinstationen sørger i samarbejde med sukkerfabrikken for transporten af roerne.

»Der er flere arbejdstimer i at dyrke roer end korn. Men roerne giver en bedre fordeling af arbejdet hen over sæsonen«, siger Thomas Due.

For ham har roerne to store sidegevinster. For det første giver roerne mulighed for en god udnyttelse af dybstrøelsen fra hans ammekøer og feedlock. For det andet fodrer han besætningen med HP-pulp fra roe fabrikkerne.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.