Ros til landmænd: Æbler testet fri for boxer

Gasa Nord Grønt har nu testet deres sidste æbler - og det er en frikendelse.

"Jeg er slet ikke i tvivl, at handlingsplanen har virket."

Sådan lyder rosen fra Svend Jensen, kvalitetschef ved Gasa Nord Grønt, efter de har testet deres sidste økologiske æbler for prosulfocarb, der er et aktivstof i virkemidlet boxer.

Gasa Nord Grønt sidder på cirka 50 procent af markedet for økologisk æbler, og én af sidste års fund af prosulfocarb  - som Coop gjorde 7. november sidste år - var ved en af deres æbledyrkere i Nordsjælland. Også de konventionelle æbler er testet fri for prosulfocarb.

De sidste test var fra den konventionelle producent Aalestrup i Jylland, den konventionelle Idestrup på Falster og den økologiske avler Skibby på Sjælland.

"Vi er selvfølgelig lykkelige for, at vi ikke finder noget. Frem for alt er producenterne lykkelige over, at de kan slappe af nu. De var opgivende sidste år, hvor de blev ramt af noget, de ikke havde kunnet have indflydelse på," siger Svend Jensen.

Han påpeger dog, at der stadig er en risiko for, at Fødevarestyrelsen eller detailhandlen finder æbler, der har prosulfocarb på sig - men forventer det ikke.

"Dette er jo ikke en garanti for, at vi ikke finder det igen," påpeger kvalitetschefen.

Ros til handlingsplan

Siden 2008 har der nogle år været testet positiv for prosulfocarb, andre år negativt. Men han er overbevist om, at Landbrug & Fødevarers handlingsplan mod spredning af prosulfocarb har virket. Der har været lune dage, hvor midlet har kunnet fordampe, men Svend Jensen har kunnet høre og fornemme, at man landbrugsrådgivere har været gode til at sprede budskaberne om kun at sprøjte på kolde dage og bruge dyser med større dråbestørrelse. Det hører han også fra producenterne, der har snakket med nabolandmænd om sprøjtning.

"Så ros til landmændene. Det er et rigtig godt initiativ. Det er vi meget taknemmelige for," siger Svend Jensen.

Erstatning

Alligevel er bekymret. I år valgte Landbrug & Fødevarer at give en erstatning til de to æbleavlere, der blev ramt sidste år - men L&F påtager sig ikke det juridiske ansvar, ligesom de ikke vil garantere erstatning fremover.

"Der er stadig risiko for sprøjterester. Risikoen bærer producenterne alene. Der burde være en eller anden mulighed for at søge erstatning, hvis det sker igen," siger Svend Jensen.

Men lige nu glæder Svend Jensen sig over, at en god æblehøst er i hus. De har testet for 194 pesticider, og alle de økologiske er testet fri. Enkelte konventionelle har haft en pesticid på sig, men det var under grænseværdierne.

"Vi er faktisk lidt stolte," siger Svend Jensen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.