Russisk hvede når op i højeste pris i fire år

Europæiske hvededyrkere kan gå ind i foråret med fornyet håb om at vinde en større andel af eksportmarkedet, efter at de russiske priser er nået op i et højere leje.

Russisk eksporthvede nåede i sidste uge med 210 US-dollars pr. ton, svarende til 127 danske kroner pr. hkg, op i den højeste pris siden 2014.

Det skriver Jyske Markets med det russiske analysebureau SovEcom som kilde.

Samme bureau fortæller dog også, at priserne nu siver nedad. Forårsarbejdet er nu skudt i gang i Ruslands sydligste egne, men hårde kuldegrader præger endnu længere oppe i landet og i Ukraine - og dermed er havnelogistikken omkring store del af Sortehavet endnu udfordret af vintervejret.

Et andet bureau, UkrAgroConsult, rapporterer ifølge Jyske Markets, at vinterhvedemarkerne i Ukraine har haft et godt snedække til at dæmpe kuldepåvirkningen, og 87 procent af vinterhvedemarkerne vurderes i
god/meget god form.

Fredagens fald i hvedeprisen på Chicago-børsen blev i går mandag omtrent kompenseret med en stigning på 1,85 procent for maj-termin 2018 på grund uvejr og markbrande i det sydlige USA kombineret med købsinteresse fra fondene. Også Matif-hveden oplevde en mindre stigning.

 

 

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.