Rygter om russisk eksportloft på hvede skaber røre

Russisk hvedeeksport starter sæsonen i rekordfart. 

Rygter om at den russiske landbrugsminister fredag mødtes med en række store eksportører for at diskutere et loft over den russiske hvedeeksport, efter en halvsvag høst, sendte fredag luft under hvedepriserne der lukkede med pæne plusser.

Ubekræftede rygter lød på, at landbrugsministeriet ville overveje at begrænse eksporten når den nåede 30 mio. tons. Lidt af stigningerne blev eftergivet da landbrugsministeriet og ministeren afviste at have afholdt møde med eksportører, lige så vel som det blev afvist at man overvejede at indføre eksportrestriktioner.

Det rapporterer Jyske Markets i dagens afgrøderapport.

Især de russiske landmænd med animalsk produktion udfører i øjeblikket lobbyarbejde for at begrænse eksporten, for at holde foderpriserne nede. Det russiske landbrugsministerie estimerer denne sæson hvedeeksporten til 35 mio. tons.

I denne sæson, der startede 1. juli, har Rusland eksporteret 5,5 mio. tons hvede ifølge det russiske landbrugsministerium, hvilket er en fremgang på massive 80 procent sammenholdt med sidste år.

At markedet reagerer så kraftigt på rygterne tegner et meget god billede af den forsyningsusikkerhed der hersker denne sæson. Men uanset om den russiske regering intervenerer eller ej, så er usikkerheden over eksporten ud af Sortehavet blot et bevis på de stramme forsyninger, og det skifte der er på vej i verdenshandlen.

De største stigninger til hvedepriserne så vi på december-maj-terminerne, hvor et potentielt loft vil begynde at skabe røre i markedet, samtidig med, at det typisk er i fjerde kvartal de russiske hvedepriser har deres sæsonmæssige top. Usikkerheden lurer stadig i hvedemarkedet, med fortsat tørke i Canada og det østlige Australien.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.