Så i gittermønster og spar på kemikalierne

Nyt forsøg viser, at der kan spares landbrugskemikalier ved at så i gittermønster i stedet for i rækker.

Afgrøder er blevet sået i lange, lige rækker i flere 100 år. Der er nu blevet sat spørgsmålstegn ved, om dette er den mest hensigtsmæssige måde at gøre det på, skriver Politiken.  

Professor Jacob Weiner fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet har lavet et forsøg, der viser, at hvede og majs med fordel kan sås i et gitteragtigt mønster. 

”Det traditionelle rækkesystem indebærer, at frøene lægges ret tilfældigt og meget tæt ved hinanden inden for den enkelte række - og at der er omkring 13 centimeters afstand mellem to rækker. Hvis man i stedet sår i et gitterformet mønster, kan man få en række miljøfordele, fordi denne metode kan kvæle meget ukrudt og dermed bidrage til at reducere behovet for herbicider - altså ukrudtsbekæmpelsesmidler - med mindst 50 procent” udtaler han til Politiken.

Jacob Weiner ser ukrudtsbekæmpelse som et område, hvor verden har hårdt brug for nye løsninger:

”Problemet er, at ukrudtsmidlerne belaster miljøet, blandt andet ved at sive ud til omgivende vandområder og i mange tilfælde også ned i grundvandet. Hertil kommer, at mange forskellige ukrudtsplanter i disse år udvikler resistens mod midlerne - der er i dag ukrudt, som overhovedet ikke lader sig påvirke af et af de mest anvendte midler, glyfosat, der også kendes som Roundup” fortsætter han til Politiken.

Han mener derfor, at der skal tænkes i andre baner, hvilket resulterede i forsøget. 

Såning i et gitterformet mønster kan påvirke, at afgrøderne ikke skal kæmpe lige så indædt om plads og næring med de ukrudtsplanter, der vokser op. Dette skyldes, at hvis der sås i et gitterformet mønster, hvor afstanden mellem rækkerne kun er 4-5 centimeter, bliver der af den grund mindre plads til ukrudt. 

"Metoden bruges ikke kommercielt i dag, hvilket skyldes, at den kræver en ny type såmaskine. Den, vi har brugt til vores forskning, er en specialfremstillet model, men det vil være ret enkelt at udvikle en prototype, som kan klare opgaven" siger Jacob Weiner til Politiken.

Hertil kan det nævnes, at der skal bruges mere såsæd, hvilket sammen med såmaskinen, er en merudgift. Dog vil besparelsen ligge i udgifterne til herbicid, som vil indskrænkes. 

Gittermønsteret bliver dog allerede brugt i dag af få danske landmænd, der sår ved hjælp af GPS, så der er lige langt mellem planterne på kryds og på tværs. Dog sås der ikke lige så tæt som i forsøget. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.