Såbarometer: Fuld fart på såning - så langt er afgrøderne

Den forgangne uge har stået i såningens tegn. Kun Bornholm har haft problemer med vådt føre.

Mange såmaskiner har været på arbejde i den forgangne uge - hvor der er blevet sået en del.

Længst fremme er vinterbyg og rug, hvor der nu er sået 85-86 pct. på landsplan. For vinterbyg er det en stigning på knap 40 pct i forhold til sidste uge.

Både i Midt-, Øst- og Vestjylland samt på Sjælland og Lolland-Falster er man næsten i mål med vinterbyg og rug, mens hvede er knap så langt.

»Såning af vinterbyg bør være afsluttet her sidst i september, mens vinterhvede og rug kan sås frem til første uge af oktober«, siger Ulla Plauborg fra Velas i Viborg.

Flerårshvede sås nu

Christian Hansen, Sagro Billund, og Casper Andersen, Velas Hinnerup, er enige om, at det hvede, der mangler at blive sået, især er flerårshveden.

Det er dog ikke altid lige nemt at få afgrøderne i jorden i det danske efterårsvejr.

»Såmaskinerne kører lige efter ploven eller harven. Med en ustadig vejrudsigt skal ploven ikke være langt foran såmaskinen«, siger Casper Andersen.

Bornholm halter efter

Vejret har især spillet Bornholm et puds. Ifølge Torben Videbæk fra Bornholms Landbrug & Fødevarer har man fået en del regn den sidste tid, og det har sat såningen i bero.

Hos nogle landmænd på Sjælland og Sydhavsøerne har den sidste uges 10-15 mm regn ikke været nok til at få lavet en ordentlig pløjning, fortæller Kasper Egelund, VKST.

»Det går dog planmæssigt for de fleste«, siger han.

Faktaboks

Status på såning

  • Mere end 85 pct. af både byg og rug er sået på landsplan.
  • Nordjylland er længst fremme med hvedesåning.
  • Den sidste såning af flerårshvede er nu i fuld gang mange steder.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.