Såbarometer: Kulde har givet langsom fremspiring

Det er sået i gode såbed. Men jorden er kold. Det giver en langsom fremspiring - og udskyder såningen af majs.

Jordtemperaturen har ligget på et stabilt, men lavt niveau i store dele af marts.

Den seneste uges regn og kulde har over det meste af landet sendt kviksølv-søjlen på termometrene ned i området omkring fire grader, hvis man har målt jordtemperaturen i 10 centimeters dybde.

Det har givet en langsom fremspiring og har blandt andet fået nogle sukkerroedyrkere til at udskyde såningen.

Selv om der er udsigt til, at vi får varmere vejr i den kommende uge, og at jordtemperaturen får et solidt nøk opad, råder planteavlskonsulenter til, at såningen af majs udsættes til efter påske.

Regn var tiltrængt

Selv om den seneste uges nedbør mange steder var tiltrængt og kan bidrage til en ensartet fremspiring, har nedbøren og de lave temperaturer bidraget til en langsom fremspiring.

Fra Nordjylland beretter planteavlskonsulent Emil Bollerup, at der i mandags faldt 20 millimeter regn, og for godt en uge siden blev der målt helt ned til 11 graders frost.

Kulden er også årsag til, at der på Møn og Sjælland er landmænd, der stadig mangler at så sukkerroer.

Det skyldes ifølge Bent Buchwald, planteavlskonsulent hos Vkst, erfaringer med, at tidlig såning kan give problemer med stokløbere, problemer i forhold til bekæmpelse af ukrudt samt øgede problemer med skadedyr på grund af langsom vækst i roerne.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.