Såbarometer: Kulde og vand truer årets majsavl

Majsen har det for koldt på de marker, der er sået. På de arealer, der endnu ikke er sået skal plantetallet tilpasses.

Vejret i juli og august har stor betydning for, hvor store udbytter der kan avles i majs.

Men mange landmænd kan allerede nu slå fast, at de ikke kommer til at avle topudbytter i år. En ting er, at mange landmænd endnu ikke har sået. Det er kritisk.

En anden ting er, at meget af den majs, der er sået, er sået i en kold, våd og ubekvem jord. Det bekommer ikke majsen vel.

For økologer kan det gå fra skidt til værre, hvis jorden ikke tørrer op, så der kan udføres en effektiv ukrudtsbekæmpelse. Lader det sig ikke gøre, kan ukrudtet give voldsomt store udbyttetab i den økologiske majs.

Tilpas plantetal

Majs til helsæd kræver ca. 2.400 varmeenheder i løbet af en vækstsæson.

Generelt siger man, at det koster udbytte, hvis majsen sås efter 20. maj - og at man kan så majs frem til første juni. Det er dog langtfra kun sådatoen, der afgør udbyttet i majs.

»Det ser ud til, at vi kun når 150-200 majsvarmeenheder i maj år. Det er halvdelen af, hvad vi normalt opnår«, siger Martin Mikkelsen, landskonsulent hos Seges.

Han tilføjer, at det koster et udbyttetab på 1.500 foderenheder, at majsen mangler 200 varmeenheder, men at majsen, hvis vi får en varm sommer, stadig kan nå at indhente det forsømte. Han opfordrer til, at plantetallet i den majs, der sås nu, reduceres til 80.000-85.000 planter pr. kvadratmeter - og at man især i kølige egne skifter til en tidlig sort, hvis det kan lade sig gøre.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.