Såbarometer: Majsen er i jorden, men kulden påvirker fremspiringen

Fremspiringen af majs er godt i gang mange steder i landet. Det er dog stadig rigeligt koldt for majsen.

Majssåningen er de fleste steder i Danmark et overstået kapitel. Det er en anelse senere end sidste år, men ellers minder forholdene om hinanden. Sidste år på samme tidspunkt var der også både tørt og koldt.

Nu gælder det fremspiringen, som er i fuld gang her i kulden i de først såede majs.

"De først såede majs er oppe, men det er for tidligt at sige noget om fremspiring. Desværre kommer de jo lige op til nattefrosten", siger Carsten Kløcher fra Djursland landboforening.

"Nogle marker er gule og kuldepåvirkede. Vi savner varmt vejr", fortæller Casper Andersen, planteavlskonsulent hos Velas Hinnerup.

"Det meste af majsen er fremspiret med godt resultat. Indtil videre ser de ud til at klare nattekulden", siger Ole B. Hansen fra LandbrugsRådgivning Syd.

Hans Erik Larsen, planteavlskonsulent hos Velas Fyn, fortæller, at de først såede majs spirer fint frem og nu har et par blade. Men det har ukrudtet også, så der skal behandles meget snart i disse marker.

Noget mangler stadig

Det centrale Sjælland skiller sig ud - her mangler der stadig at blive sået en del.

"I det sydlige Sjælland og Lolland-Falster er såning overstået. Men i de koldeste egne i det centrale Sjælland mangler der stadig ca. 30 pct. Generelt ser vi problemer med at nå 10 cm dybde i områder med bedre lerjord. Jorden er blevet for tør, og såbedsharven kommer ikke langt nok ned i jorden til at løsne den foran majssåmaskinen. Det kræver derfor mere tid og flere hestekræfter at løsne den hårde jord. Vi har i nogle egne store problemer med råger, så såning i 10 cm dybde ved god jordtemperatur bør prioriteres højt", siger René Strøh Huusmann, planteavlskonsulent hos VKST Sorø.

Majs efter slætgræs

I Sønderjylland og Vestjylland mangler der kun at blive sået majs efter første slæt græs, noget økologisk majs og omsåning efter stankelben.

"Vi har sjældent haft et forår med så lang en periode med tørvejr, hvor der har kunnet laves et godt såbed. Udfordringen har været et meget tørt såbed, men de fleste har været opmærksom på at placere majsfrøene i fugtig jord. Fremspiringen er generelt god, og vi vil heller ikke forvente problemer med spiringshæmmende svampe, som mest optræder i år med køligt og fugtigt vejr efter såning", fortæller Camilla Beck Nielsen, planteavlskonsulent i Sagro, Holstebro og Billund.

 

Faktaboks

Majssåningen:

  • Majssåningen er stort set overstået i hele landet, bortset fra det centrale Sjælland, der mangler ca. 30 pct.
  • Derudover mangler såning af majs efter 1. slæt græs, noget økologisk majs og omsåning af majs efter stankelben.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.