Såbarometer: Noget hvede bliver lavet om til vårsæd

De fleste konsulenter forventer, at det planlagte areal med vintersæd nok skal blive sået - trods masser af regn i de sidste uger.

Regnen har drillet meget i den sidste tid og skubbet afslutningen på hvedesåning. Men det meste skal nok blive sået, beretter konsulenterne.

»Der er ikke sået ret meget i den forgangne uge, jorden er meget tung nu. Men vi har ikke lukket for såning endnu. Hvis man kan lave et fornuftigt såbed i næste uge samtidig med godt, lunt vejr, kan det sagtens lade sig gøre med et godt resultat.

Og hvede efter kartofler og majs, som oftere står på lettere jord, er helt sikkert stadig muligt«, siger Casper Andersen fra Velas Hinnerup.

Dog tror han, at hvede på meget svær lerjord formentlig bliver lavet om til vårsæd i markplanen.

På Bornholm har de travlt. I sidste uge manglede de stadig at så 20 pct. af hveden.

»Der sås på livet løs her sidst på ugen, når vejret igen tillader færdsel i markerne«, siger Jacob Dam Nielsen fra BLF.

Mange så-muligheder

Konsulenterne er enige om, at der fortsat vil blive sået en del sen hvede efter majs, kartofler og roer, hvis vejrudsigten holder.

Og selv om nogle hektar måske skubbes til foråret, er der allerede sået et stort areal med vintersæd.

»Der har været så mange muligheder for at så vintersæd i dette efterår, at jeg tror, landmændene har sået mere, end de plejer«, mener Christian Hansen fra Sagro i Esbjerg/Billund.

Chris Skou Nielsen fra Velas i Horsens mener, at de, der regner med at så vintersæd sent, har med i planerne, at det kan blive ombyttet til vårsæd.

Faktaboks

  • Vinterbyg og rug er færdigsået.
  • Det våde vejr har bremset såning af det sidste hvede. Men det meste skal nok blive sået.
  • Især hvede efter majs-, roer- og kartoffelmarker mangler.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.