Såbarometer: Sandfygning har været hård kost for vårsæden

Blæsten har sat sine spor. Kulde og en langstrakt såning har forsinket fremspiring af sukkerroerne.

Blæst samt tør, let og ubevokset jord er en dårlig kombination. Det har flere steder i Jylland givet problemer med sandfygning.

Det er især gået ud over den vårbyg og havre, der lige er spiret frem, ligesom de små og øverligt såede frø til græsudlæg kan være blæst væk.

Flere steder langs den jyske vestkyst kan man se diger af sand langs hegn og i grøfter. Planteavlskonsulenter fra de ramte områder fortæller, at det flere steder har givet de nyfremspirede afgrøder et gulligt skær. Heldigvis er der få meldinger om skader i marker med foderroer og hestebønner, da de flere steder endnu ikke er spiret frem.

På trods af den langstrakte såning og kulden er der positive tilbagemeldinger i forhold til, at vårsæden er sået i gode såbed.

Nu skal afgrøderne blot have noget varme og vand.

Roerne har det koldt

»Sukkerroerne er generelt sået i rigtig gode såbed. På nogle af de tidligt såede marker har nedbør dog givet problemer med, at jorden har dannet en tynd skorpe, som de svage spirer har svært ved at bryde igennem«, siger Lars Andresen, planteavlskonsulent hos VKST.

Han tilføjer, at roerne er sået over en usædvanlig lang periode, og at det kølige vejr har givet en uens fremspiring. Kulden har svækket roerne under spiringen, Det ses ved, at de lige nu mangler energi til at nå frem til sollyset og forhåbentlig varmere vejr. Kulden kan give øgede problemer med stokløbere. Et problem, der kan ’nulstilles’ ved temperaturer på 15-20 grader. Tendensen til stokløbning er sortsafhængig.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.