Sådan indstiller du ploven korrekt

Grundindstilling af traktor og plov er vigtig for et godt pløjearbejde. Her gennemgås de fokuspunkter ved traktor og plov, der bør indstilles før sæsonen.

Af Lars Henning Gammelvind, planteavlskonsulent, Velas

En forudsætning for et veludført pløjearbejde er en traktor og plov, der er indstillet korrekt i forhold til hinanden. Alt for ofte monteres ploven på traktoren, og chaufføren kører i marken uden de fornødne forberedelser.

Tiden, der afsættes til denne forberedelse, vil ud over et velforberedt såbed også resultere i mindre slid på ploven samt et mindre forbrug af brændstof. 80 pct. af forberedelsen kan stort set udføres hjemme i maskinhuset. Og måske på et tidspunkt af året hvor der er færre presserende arbejdsopgaver.

Der tages i denne artikel udgangspunkt i indstilling af en liftophængt vendeplov. Det kan ikke pointeres nok, at vigtigheden af en korrekt og præcis indstilling kræver, at afstande og vinkler måles præcist ud.

Vigtige arbejdsredskaber er derfor vaterpas, båndmål og retteskinne.

Denne artikel er ikke et kursus i indstilling af traktor og plov, men nærmere en vejledning til hvilke fokuspunkter, der er vigtige for et godt pløjearbejde.

Dæktryk

Hvis ikke dæktrykket er ens i begge baghjul på traktoren, vil hældningen på ploven være forskellig, alt efter hvilken vej der pløjes. Dæktrykket i forhjulene bør også være ens, men har ikke den store indvirkning på ploven.

Dæktrykket skal altid indstilles efter belastning og hastighed. Efter en tur på brovægten findes dæktrykstabellen frem for at aflæse hvilket tryk, der skal være i dine dæk.

Sporvidde

Afstanden indvendig imellem hjulene måles på det smalleste sted, hvilket er under traktoren.

Der måles både på for- og baghjulene, og afstanden bør være 5 til 10 cm større på forhjulene end på baghjulene. Det er vigtigt, at afstanden er større på forhjulene end på baghjulene.

Derimod er der ikke en præcis afstand, der skal være imellem hjulene. Dog skal der være ens afstand fra hjulene til midten af traktoren.

Liftarme

En fejl, der ofte ses, er, at spindlerne på liftarmene ikke er lige lange. Kontrollér, at spindlerne er lige lange, hvis pløjningen skal være ens, når der køres frem og tilbage.

Slingrekæde må ikke være spændt op, ploven skal have mulighed for at bevæge sig.

Bæreaksel

Tjek, at plovens bæreaksel er centreret på plovens tårn.

Vending af ploven

Traktoren skal stå på et helt plant gulv.

Plovens vending kontrolleres ved at hænge en snor med et lod over den øverste landside - og så måles der fra snoren og ind til den nederste landside. Målet skal være ens, uanset om ploven er vendt til venstre eller højre.

Når man kommer i marken, skal plovens vinkel til jordoverfladen finpudses. Ploven skal være vinkelret i forhold til jorden. Erfaringsmæssig må ploven godt være vinklet lidt ind mod det pløjede, da det giver en lidt bedre vending og pakning af furene.

Dybdehjul

De to spindler til dybdehjulet skal oftest ikke være lige lange på ploven for at have samme dybde.

Juster disse spindler til dybdehjulet ved at løfte hjulet op fra gulvet og lås det, så hjulet peger opad. Brug en retteskinne hen over de øverste plovlegemer og mål nu ned til dybdehjulet. Vend ploven og udfør samme proces på den anden side.

Hvis der er forskel på længden af spindlerne ved samme dybde, noteres det med en permanent tusch på plovrammen.

Vinkel på plovfoden

Nogle fabrikater af plove har mulighed for at vinkle plovfoden.

Kontrollér, at alle plovfødder er vinklet ens.

Forplove

Mange forplove er ofte stillet til at arbejde for dybt. Resultatet er et alt for højt forbrug af brændstof. Arbejdsdybden for forplovene bør være 6 til 8 cm.

Forplovene skal rykkes frem på rammen, hvis det er muligt, så de sidder over spidsen på plovfoden. Tillige skal forploven justeres til at arbejde ca. 5 cm længere mod land.

Forploven skal ’stjæle’ lidt jord fra den efterfølgende fure. Er der rulleskær på ploven, kan denne afstand på de 5 cm reduceres til 2,5 cm.

Muldplader

Afstanden imellem muldpladerne skal være den samme som imellem plovlegemerne.

Find to punkter på plovrammen for at finde den korrekte afstand. De to møtrikker, der sidder på afstiveren bag på muldpladen, løsnes på enten den anden eller tredje fure, så muldpladen sidder frit.

Herefter spændes den ene møtrik, så muldpladen presses en omgang med møtrikken udad, så den sidder lidt i spænd. Kontramøtrikken på modsatte side spændes til, og herefter justeres de andre muldplader til den rigtige afstand med udgangspunkt i den først justerede muldplade.

Stenudløser

Plove er normalt udstyret med en eller anden type af stensikring. Om det er en sprængbolt, fj eder eller hydraulisk udløser, så skal de virke.

Tag sprængbolten af, og tjek om plovåsen kan flytte sig. Justér fjederspænding ved fjederudløser. Og juster olietrykket på plove med hydrauliske udløser.

Træklinje

I marken skal træklinjen justeres. Her er det vigtigt, at ploven ikke er spændt op via slingrekæder.

Afstanden fra liftarmene ud til bagdækkene skal være ens i begge sider. Hvis den ikke er ens, vil der på langt de fl ste plove være en spindel i det parallelogram, som bærer ploven. Denne spindel justeres, så ploven løber lige efter traktoren.

Bredde på forreste fure

Denne opgave løses nemmest ved at måle 150 cm fra furekant og ind i det pløjede. Her sættes en markeringspind, og ved næste passage af traktor og plov stoppes der, så første fure er lige ud for markeringspinden.

Der måles tilbage fra pinden og ind til landsiden på forreste fure. Afstanden fratrækkes de 150 cm, og bredden på forreste fure er fundet. Justér så bredden på den forreste fure så den er det samme, som de resterende furer.

Topstang

Topstangen placeres på ploven i det aflange hul og på traktoren sådan, at hældningen på topstangen, hvis den kunne forlænges, ville ramme omkring forakslen på traktoren.

Topstangen skal sidde løst og bevæge sig frit i det aflange hul under pløjningen. Noter nu længden af topstangen, så du har den næste gang, du spænder for ploven.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.