Sådemo med no-till: Tandmaskiner brillerede i stort halmlag
Agrovi-demonstration med en række no-till såmaskiner viste, at tandmaskinerne fjernede halmen, men undgik at mulde den i jorden, så hveden får optimal jordkontakt og gavn af mineralisering.

Af Katrine Lundgreen Brix, Agrovi

Sidste uges opfølgende no-till så-demo og markvandring i Landskrona bød på positive resultater hele vejen rundt.

Der blev både fremvist godt håndværk, imponerende fremspiring og fremvisning af de særlige no-till maskiner, der er medvirkende til de gode resultater i jorden, blandt andet ved striptill etablering af Praktik vinterhvede.

"Vi så en fin overensstemmelse mellem teori og praksis i parcellerne. Marken havde et meget stort halmlag efter en hvede. Det er ikke normal praksis at så hvede efter hvede, men det illustrerede glimrende udfordringen med at håndtere store halmmængder ved direkte såning.

Tandmaskinerne fjernede halmen, men undgik at mulde den i jorden, så hveden får optimal jordkontakt og gavn af mineralisering", siger Henrik Fredsgaard Larsen, planteavlskonsulent i Agrovi og med speciale i etablering af Conservation Agriculture i Sverige.

Til den første så-demo på Nylanders Jordbruk i september kunne de fremmødte se Väderstad Seedhawk, Väderstad Rapid, Sly Boss Undercut No-till, Mzuri 4 meter, GD-såmaskinen fra britiske Weaving Machinery og Heva halmharve med dobbelt kørsel.

Ifølge Agrovi viser det sig nu, at planterne efter tandmaskinen fra Väderstad Seedhawk er mest vitale og længst fremme med sideskud, mens tandmaskinen fra Mzuri har bedst fremspiring.

Se videoen: Sådan reparerer landmand jorden med no-till og efterafgrøderMark 23. september · 10:56

Skivesåmaskinen Weaving havde også en god fremspiring i den sidste del af parcellen, hvor sådybden var blevet indstillet korrekt. Maskinen kæmpede en del med det store halmlag, og afgrøden var derfor ikke så langt fremme i buskningen. 

Meget lidt ukrudt

"Vi har været så heldige at samarbejde med nogle dygtige aktører på området, der har lavet et godt stykke håndværk i alle parcellerne. Det viser, at ved korrekt håndtering, skal vi ikke være nervøse ved den direkte såning, for der var på ingen måde nogen parceller, der faldt igennem.

Der var meget lidt ukrudtsfremspiring i marken, og derfor fik vi ikke forskellene at se mellem graden af jordbearbejdning og ukrudtsfremspiring. Her vil tallerkenmaskinerne som SLY Boss og Weaving som regel give en noget lavere ukrudsfremspiring", fortæller Fredsgaard Larsen.    

"Vi oplever, at vi får flere og flere kunder i Sverige, der også arbejder intenst med CA, hvilket gør det spændende for os også at være til stede her og høste erfaringerne i, hvordan I gør det.

Derfor planlægger vi også allerede nu flere kommende arrangementer, der skaber fokus på no-till i svensk landbrug", siger Henrik Fredsgaard Larsen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.