Sønderjysk makkerpar går fra et til to Pivot-anlæg

Bedre vanding, lavere strømforbrug samt en stor arbejdslettelse. Det er de vigtigste fordele ved Pivot-vanding.

Det 446 meter lange vandrør i fire meters højde vækker opsigt. Siden foråret har det kørt i en cirkel og sørget for vanding af 68 hektar hos Jørgen Jacobsen og Paul Hilhorst fra Løgumkloster.

Pivot-vanding er endnu ikke slået igennem i Danmark. Det kan dog ændre sig. Der er nemlig en række oplagte fordele ved Pivot-vanding.

Fordele som efter blot et enkelt år med Pivot-vanding har fået Jørgen Jacobsen og Paul Hilhorst til at bestille endnu en Pivot-vander.

De to landmænd driver i alt 450 hektar, hvoraf de 360 hektar kan vandes. Hidtil er det klaret med syv vandingsmaskiner. I den forgangne vækstsæson har det Pivot-anlæg, som de etablerede i november 2019 vandet 68 hektar. Det anlæg, som de sætter op til den kommende sæson, skal vande 54 hektar. Dermed afløser Pivot-anlæggene ca. tre vandingsmaskiner.

Stor arbejdslettelse

»Pivot-vanding er en kæmpe arbejdslettelse. Vi starter og slukker anlægget med mobilen, og skal ikke bruge tid på flytning«, siger Paul Hilhorst.

Han kendte anlægget fra ophold i Canada og New Zealand. Der erfarede han, at Pivot-anlæggene udover en stor arbejdslettelse også gav en langt bedre vanding og et lavere strømforbrug.

Bedre vanding

Pivot-vanding er mindre vindfølsom end traditionelle vandingsmaskiner. Derudover er det en fordel, at et areal kan overkøres én gang i døgnet og vande med ned til 3-5 mm pr. overkørsel.

»Det giver mulighed for at være på forkant med vandingen. Ofte oplever vi, at der ikke kommer det vand, som vejrudsigten forudsiger, og så er det en fordel at vande tidligt med en mindre mængde vand«, siger Jørgen Jacobsen.

Han tilføjer, at det med 90 hektar kartofler samt hestebønner, frøgræs, raps og korn i sædskiftet har stor værdi at sikre, at afgrøderne ikke mangler vand.

Vindmøller og læhegn

En vigtig forudsætning for at vande med Pivot-anlæg er et stort sammenhængende areal uden hegn, vindmøller og andre forhindringer, som anlægget ikke kan forcere.

»På det anlæg, vi har kørt med i sommer, har vi monteret en kanon, som vi kan slå til, så der kan vandes ud i hjørnerne. På det nye anlæg har vi tilkøbt en svingarm, som folder sig ud i hjørnerne«, siger Jørgen Jacobsen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.