Sønderjysk undren over særlig stort efterafgrødekrav

»At det netop er Sønderjyderne, der skal løfte den største kvælstofreduktion, havde vi ikke forventet,« siger Søren Laustsen, formand for planteavlsudvalget i Sønderjysk Landboforening.

Sønderjyske landmænd undrer sig over det nye efterafgrødekort, der er offentliggjort fra NaturErhvervstyrelsen.

Her viser det sig, at hele Sønderjylland vest for vandskellet belægges med det største frivillige efterafgrødekrav, det vil sige 20-25 pct. efterafgrøder.

»Det undrer, at kortet ser meget forskelligt ud i forhold til det vi har talt om i det seneste år, når vi snakker reduktion af kvælstof til fjordene,« siger Planteavlsudvalgsformand i SLF Søren Laustsen i en pressemeddelelse fra SLF.

»Sig ja til kompensation«

»Vi er klar over, at der er behov for at reducere ekstra kvælstof, for at fastholde Landbrugspakkens normalisering af kvælstofnormerne. Og vi er faktisk rigtig glade for at efterafgrødeordningen er frivillig og med kompensation. Men at det netop er Sønderjyderne, der skal løfte den største kvælstofreduktion, havde vi ikke forventet,« siger Søren Laustsen

»Jeg vil dog opfordre til at man går konstruktivt ind i ordningen og finder de ekstra efterafgrøder og siger »ja-tak« til kompensationen.«

 

Græs noget af forklaringen

Teamchef i Plantavl i SLF, Finn Olsen, undrer sig også, men kender dog noget af forklaringen.

I Vestsønderjylland er der både hensyn til drikkevand og kystvand. Der er brug for et vist antal hektar med efterafgrøder, for at få den ønskede effekt.

Disse hektar udgør en forholdsvis høj procentdel af efterafgrødearealet, der er forholdsvis lille i et område som Vestsønderjylland.

Her er der nemlig mange græsarealer, der ikke indgår i efterafgrødearealerne.

»Vi piver ikke«

»Vi kan så til gengæld glæde os over at ordningen kun gælder i 2017, hvor der skal udlægges 145.000 ha. frivillige eftetrafgrøder og 122.000 ha. i 2018,« siger Finn Olsen.

»Vi piver ikke i planteavlskontoret. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at efterafgrødeadministrationen ser lidt indviklet ud for nogle. I værste fald kan man risikere at skulle indsende sin hektaransøgning to eller endda tre gange.«

 

700 kr. pr. hektar

Ansøgning om tilskud til frivillige efterafgrøder vil foregå sammen med ansøgningen om den almindelige ha-støtte.

Det kompliceres dog af, at der kun er en begrænset pulje på 185 mio. kr. til ordningen.

Derfor kommer ordningen til at køre i forskelige runder. Og princippet vil være »først til mølle«, når planteavlskontoret hjælper med ansøgningen, siger Finn Olsen.

 

Møde 20. december

Sønderjysk Landboforening har inviteret NaturErhvervstyrelsen til at komme til møde på Billundvej 3 i Vojens tirsdag den 20. december.

»Vi forventer at få forklaring på hvorfor netop Sønderjylland skal have de største efterafgrødekrav,« siger Finn Olsen.

»Samtidig vil Planteavlskontoret fortælle, hvordan som landmand skal forholde dig, og hvad du skal gøre for at finde den bedste løsning. Vi sender mail og sms med de nærmere detalje til alle vore planteavlskunder. Alle er velkomne!«

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.