Satellitter skal gøre WASDE-rapport mere præcis

WASDE rapporten skal nu skildre en mere nøjagtig virkelighed. University Of Illinois, USA, har implementeret satellitdata i udformningen af korn- og majsprognoser, og de opnår resultater, der er op til 30 procent mere præcise end de nuværende WASDE rapporter.

Nu kan WASDE-rapporten blive op mod 30 procent mere præcis ved hjælp af blandt andet satellitbilleder.

Det har University Of Illinois, USA, fundet ud af ved at køre selvstændige forsøg med at inddrage satellitdata og måle dem op mod USDA’s rapporter.

Her har universitetet indtil videre påvist en væsentligt mere korrekt prognose for den amarikanske majshøst.

Når der handles korn på verdens børser, er det også i høj grad WASDE-rapporten, som er toneangivende.

Rapporten udarbejdes af amerikanske USDA og kommer blandt andet med detaljerede prognoser for hvordan de globale kornlagre vil udvikle sig, og hvordan høsten bliver i forhold til vejret. Derfor har den stor betydning for den endelige pris på korn.

Har betydning i den nye verden

Bliver WASDE rapporten mere præcis, er det til gengæld ikke ensbetydende med, at græsset bliver grønnere for alle i landbruget.

”I den gamle verden gør det ingen forskel, men i den nye digitale verden kan det have en effekt, hvis man anvender satellitbilleder”, forklarer ejer og stifter af analysevirksomheden Agrocom.dk, Palle Jakobsen.

 Han uddyber, at de mere præcise prognoser vil tilgodese de, som spekulerer i korn og grovvarer ved hjælp af computerprogrammer.

”Hvis man handler korn ved hjælp af algoritmer, vil man kunne få algoritmerne til at tage højde for satellit dataene. Hvis man har haft et tørkeår som i denne sommer, kan man fra satellitterne få en tidlig indikation på, om der kommer regnvejr og så handle derefter. Det vil måske kunne give mere turbulens på markedet”, siger Agrocom.dk stifteren.

Men for den gængse landmand kommer det umiddelbart ikke til at have anden effekt, end at man kan tage sine beslutninger relateret til korn og grovvarer på et mere nøjagtigt grundlag.

”De fleste af os tager i forvejen USDA’s ord for at være sandheden. Nu bliver den sandhed vi normalt retter os efter bare mere præcis”, lyder kommentaren det fra Palle Jakobsen.

Indtil videre har USDA ikke meldt ud, om man vil gøre brug af universitets resultater, men lovmæssigt er der umiddelbart ikke nogen lovmæssig hindring for at implementere de nye metoder i WASDE rapporten.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.