Se ugens video med alle Skyd Høsten-billederne

Ugens vinder af Skyd Høsten-konkurrencen fangede det dramatiske uvejr. Se alle billederne indsendt til Skyd Høsten i den forløbne uge.

Havde det ikke været for et pludseligt brud på hovedremmen til tærskeværket, ville denne uges vinderbillede i Skyd Høsten-konkurrencen formentlig ikke have været det dramatiske aftenbillede af lyn og torden over Lolland, der sammen med alle de andre fotos indsendt til Skyd Høsten kan ses i videoen øverst.

Søndag morgen var der nemlig lagt op til 10 timers høst hos landmand Jørgen Rye Rasmussen. Det ville være lige akkurat tid nok, inden store regn- og tordenbyger ifølge vejrudsigten skulle stimle sammen i horisonten.

Kostede fire timer

Den ødelagte rem og servicearbejdet kostede fire timers spildt arbejde, og så endte det mod forventning med, at det blev vejret, som satte en stopper for hvedehøsten.

Svigersøn Jacob Rye Romme, der hjælper til i høsten, troede ganske vist på opholdsvejr til det sidste

"Det havde lynet kraftigt mod vest og nordvest, men vi håbede stadig og var klar til at køre til klokken 2 for at få det sidste med", siger han.


Lyn over Lolland søndag aften. Foto: Astrid Romme

Trøstekage på vej

Sådan skulle det ikke gå. Til gengæld forevigede hans 13-årige datter Astrid Romme den dramatiske himmel, og da billedet tager prisen for ugens bedste indsendt til Skyd Høsten-konkurrencen, er der næsten som en form for trøst, at der nu ryger en kage afsted til Søllested på Lolland. Det ser Jacob Rye Romme frem til.

"Jørgen, min svigerfar, elsker kage. Vi plejer at mødes til god frokost betalt af bonden, når vi er færdige med høsten", siger han – og der kan kagen også gøre gavn.

Her på Skyd Høsten-redaktionen er det en klar fornemmelse, at Bornholm indtil videre har vundet prisen for landets bedste høstvejr. Til gengæld kneb det med vand i foråret, så udbyttet er i den lave ende, fortæller Nicolaj Kofoed fra gården Brogård nær Pedersker på Bornholm.

"Det er generelt en dårlig høst i år – vi fik alt for lidt vand i foråret", siger han. Udbyttet i vårbyggen landede på fire ton pr. hektar.


William Kofoed på to år ’styrer’ mejetærskeren på Bornholm. Foto: Nicolai Kofoed

William oplever høsten

Et af hans lyspunkter i høsten er imidlertid at se sin to-årige søn William i mejetærskeren. William har lidt svært ved at slå sig til tåls med sin fars formaninger om, at mejetærskeren kan styre selv.

"Far, du skal styre mejetærskeren, du skal styre mejetærskeren", lyder det fra den to-årige, der efterfølgende selv greb rattet.

På Lolland fandt vi i øvrigt i denne uge den sidste vinder af konkurrence-kategorien Skyd Først:


Med to store gule New Holland-kæmper høstede Agri Trio på Lolland fredag 22 hektar økologiske hestebønner. Dermed vandt de i konkurrencekategorien Skyd Først. Foto: Lasse Sander Hoffmann

Skyd Høsten er et samarbejde med Gjensidige. Få gode råd til en sikker høst og deltag i vores høstquiz her. Så er du med i lodtrækningen om en DJI Mavic Air 2 Drone til en værdi af 7.990 kroner.

Faktaboks

FAKTABOKS

Skyd Høsten 2021 - Sådan gør du

Skyd Høsten Bedst:

Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.

  • 1. præmien er en høstfest til en værdi af 25.000 kr.
  • Ugevindere får tilsendt en stor Skyd Høsten-lagkage, værdi 700 kr.
  • Ugevindere trækkes fra uge 28.
  • Blandt alle indsendte billeder trækkes der lod om en Sonos Move trådløs højtaler til en værdi af ca. 3.000 kr.
  • Blandt alle indsendte billeder trækkes der lod om 5 x 1 årsabonnement på Mark, Kvæg, Svin, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.567,50 kr.

Skyd Bedste Video:

  • Skyd bedste høstvideo og vind en Apple iPhone 12 Pro 128GB til værdi af ca. 8.900 kr.  
  • Videoen må maks. være 6 minutter lang og må ikke indeholde musik, du ikke har rettigheder til.

Skyd Høsten Først:

Alle 13 afgrøder er indsendt og vinderne har modtaget et SuperGavekort til på 800 kr.

Sådan deltager du:

Betingelser for at deltage:

I alle konkurrencer er det en betingelse for at vinde, at ejer, forpagter, driftsleder eller maskinfører på det høstede areal er villig til at fortælle mere om høsten.

Alle indsendte billeder, videoer og kommentarer skal være fra 2021.

Udvalgte billeder og videoer bliver vist på landbrugsavisen.dk, og de bedste fotos bliver trykt i LandbrugsAvisen.

Alle præmier udloddes af LandbrugsAvisen i samarbejde med Gjensidige.

Alle, også ikke-landmænd, kan deltage i konkurrencen dog ikke medarbejdere ved LandbrugsMedierne og Gjensidige. LandbrugsAvisen forbeholder sig ret til at anvende indsendte billeder og tekst vederlagsfrit i LandbrugsMediernes trykte og elektroniske medier. Fotos og tekster må ikke fremstå stødende, indeholde klare reklamebudskaber eller krænke ophavsrettigheder. De fulde konkurrencebetingelser kan læses på hjemmesiden. 

Emneord Skyd høsten 2021, video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.