Selskab udvider: Nu også forsikring mod udbyttetab i græs, kartofler og sukkerroer

I 2019 præsenterede Topdanmark en forsikring, der giver landmænd mulighed for at forsikre sig mod tab på høstudbytte forårsaget af vejrskader eller skadedyr. Nu udvides forsikringen med endnu flere afgrøder.

Endnu flere landmænd kan nu sikre deres høstudbytte og indtægt bedre mod tab.

Det bliver en realitet efter at forsikringsselskabet Topdanmark nu har udvidet deres afgrødeforsikring, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Udvidelsen betyder, at endnu flere afgrøder fremover kan blive dækket af - ifølge TopDanmark - den eneste forsikring, der hjælper landmændene ved tabt høstudbytte på grund af dårligt vejr eller skadedyr.

"At drive landbrug kræver godt håndværk og stor faglighed, men selv den dygtigste landmand kan blive ramt af dårligt vejr som tørke, store mængder regn eller storm.

I Topdanmark er vi ikke i tvivl om, at sommeren 2018 og efteråret 2019, som var henholdsvis den tørreste sommer og det vådeste efterår siden DMI begyndte at foretage landsdækkende vejrmålinger i 1874, har skærpet interessen for forsikring af afgrøder," siger Monica Diaz, direktør for Landbrug & Erhverv hos Topdanmark.

Sikring af flere afgrøder

Topdanmark lancerede sin afgrødeforsikring målrettet dansk landbrug i 2019.

Selvom afgrødeforsikringer er nyt i Danmark, er denne type forsikring bredt anvendt mange steder i udlandet, hvor det er normalt, at landmænd forsikrer sig mod tab på høstudbytte efter vejrskader forårsaget af f.eks. regn, sne, frost, hagl, storm eller tørke, samt skader forårsaget af gæs, insekter og andre skadedyr.

Ved lanceringen i 2019 kunne landmænd alene forsikre afgrøder som raps, hvede, rug, byg og triticale. Nu tilføjer Topdanmark yderligere en række afgrøder, som bl.a. kartofler, græs og sukkerroer.

"Selvom afgrødeforsikring var en ny mulighed og forsikring i Danmark sidste år, så var der stor interesse blandt landmændene. Når vi udvider forsikringen med bl.a. flere afgrøder, gør vi den både relevant for flere og mere fleksibel, som var et stort ønske efter sidste års lancering," siger Monica Diaz.

Dækker op til 85 procent af høsten

Afgrødeforsikringen dækker op til 85 pct. af landmandens høst, hvis udbyttet er lavere end normalt, mens landmanden selv bærer risikoen for de resterende 15 procent.

Prisen afhænger af, hvilke afgrøder, der skal forsikres og den skal tegnes inden afgrøderne bliver sået og dækker helt til høst.

Forsikringen dækker bl.a. påviselige skader på afgrøder efter tørke, regn, frost, sne, skypumper og insekter/skadedyr - herunder udgifter til omsåning og brug af planteavlskonsulent.

Endnu en sæson står for døren

Topdanmarks undersøgelser i forbindelse med sidste års lancering af afgrødeforsikringen viste, at seks ud af 10 landmænd var særligt bekymrede for skader på deres høst forårsaget af dårligt vejr eller skadedyr.

Udvidelsen af afgrødeforsikringen ventes da også at falde i god jord:

"Vi oplever klart, at flere landmænd og rådgivere er opmærksomme på muligheden for at skabe sikkerhed og stabilitet om udbytte og indtjening i det enkelte landbrug," siger Monica Diaz.

Faktaboks

Afgrødeforsikring kan sikre udbytte

Topdanmarks afgrødeforsikring dækker bl.a. følgende afgrøder:

  • Korn
  • Raps
  • Kartofler
  • Majs
  • Hestebønner
  • Spinat
  • Hundegræs

Afgrødeforsikringen dækker bl.a. skader efter følgende hændelser:

  • Frost
  • Regn
  • Tørke
  • Storm
  • Skypumper
  • Insekter/skadedyr

Kilde: TopDanmark

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.