Slut med effektiv bejdse: Hold øje med raps på disse to stadier

Det er første år helt uden bejdsning af rapsen med neocotinoider.

»Det er første år helt uden bejdsning af rapsen med neocotinoider. Det betyder, at man skal holde rigtig, rigtig godt øje med rapsen ved fremspiring og i perioden efter. Også selvom det er årets travleste tid med høst.

Rapsjordlopper og trips kan udrydde en mark på kort tid, hvis man ikke får sprøjtet, hvis rapsen bliver angrebet. Så her skal man virkelig være på dupperne«, fortæller Bent Hedegaard fra LMO.

Der er to følsomme stadier, man især skal holde øje med - lige efter fremspiring, hvor de voksne trips og rapsjordlopper gnaver i bladene. Og først i oktober, hvor larverne invaderer bladstilken.

Derfor kan flere sprøjtninger være nødvendige. Og man kan ikke udlede, at blot fordi man ikke har angreb omkring fremspiring, så får man det heller ikke senere, fortæller han.

»Der findes andre midler, man kan bejdse rapsen med, men de er ikke nær så effektive overfor skadedyrene som necotinoiderne«.

»En anden ting, man skal være meget obs på, er snegle. De er værst, hvor der er meget grønt i bunden - og f.eks. efter frøgræs. Men kan komme alle vegne og er værst, hvis sommeren er fugtig. En overfladisk jordbearbejdning lige efter høst, generer sneglene. Ellers skal man være vaks med sneglekorn«.

Læs flere aktuelle tips til marken i det nye nummer af fagmagasinet MARK, der udkommer 8. august.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.