Snitter med bælter er høstens helt: Maskinstation kan køre i bløde marker

Hos Gads Maskinstation bander man knap så meget af det våde vejr, for maskinstationens snitter med bælteundervogn har stor betydning for medarbejderglæden og arbejdet i marken.

Majshøsten er godt våd i år, og det har forvoldt en del skade og store udfordringer for landets maskinstationer og snittere, der nogle steder kæmper for ikke at sidde fast i den mudrede jord.

Hos Gads Maskinstation i Sønderjylland har man dog en løsning. Maskinstationen er nemlig ejer af DK’s første Jaguar med bælteundervogn, der den seneste tid har været på overarbejde i de mange våde marker.

"I starten af sæsonen kørte vi fint med almindelige hjul, men efter al den regn, har vi måtte opgive at tage nogle majsmarker med en almindelig snitter", siger Anders Gad, indehaver af Gads Maskinstation.

"Til gengæld har den med bælter kunne køre over alt, og der har ikke været et eneste stop eller problem, så vi har stor glæde af den", fortsætter han.

Maskinen, en Claas Jaguar 960 med TerraTrac bælteundervogn, har siden den blev taget i brug i september sidste år snittet godt 1300 hektar, og bliver ved til maskinstationen har taget de sidste 400 hektar, de mangler.

"Vi regner med, at resten (af markerne red.) er godt bløde - de sidste hektar bliver vanskelige".

Ikke en fed forretning

Gads Maskinstation har fem almindelige snittere og en med bælter. På grund af det våde vejr har maskinstationen også modtaget bestillinger fra landmænd, de normalt ikke kører for, fordi de har måtte opgive med egne maskiner.

Men det gør ikke snitteren til en fed forretning. Den var dyr i indkøb, dyr i vedligeholdelse, og tjener sig ikke ind på timeprisen:

"Vi tager en lille merpris, men det er primært fordi, det er en større model. Sidste år var det ikke nødvendigt at køre med bælte, så der ville vi ikke tage merpris for maskinen, og derfor har vi valgt at sige, at den udgift tager vi", siger Anders Gad, der fremhæver at maskinen primært skal tjenes hjem i glade medarbejdere og goodwill hos kunderne.

"Det er ikke en særlig god forretning for os, men det er for at passe på vores folk, der ikke var glade for at køre i de våde marker. Derudover håber vi da, at kunderne ser, at vi holder vores aftaler og kan køre, og at de derfor ringer igen næste gang".

Vognene er en udfordring

I løbet af en majshøst kan maskinstationen nå at snitte i alt 3600 hektar.

Med snitteren med bælter går høsten lettere: den er nemmere at styre for medarbejderne, da den ikke skrider ud i den bløde jord, den laver ikke spor i marken og sidder ikke fast. Den nye udfordring, som maskinstationen derfor arbejder med, er frakørselsvognene.

"Vi har haft nogle udfordringer med vognene med hjultræk, der skal køre fra, for nogle gange har vi måtte sætte to traktorer foran, for at trække vognene", siger Anders Gad, der lige nu har to frakørselsvogne med bælte-snitteren, men regner med at skulle have flere vogne for at følge med effektiviteten af snitteren.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.