Spinat er spurtet fra kulderamt til normalt udviklet

Hos Johan Schütte har varmen speedet spinaten op, og rækkerne lukker snart.

"Spinaten er virkelig kommet efter det - nu varmen er kommet. Efter at have stået stille længe i kulden er den nu ved at være på et normalt udviklingstrin i forhold til årstiden. Det er gået rigtig stærkt i de seneste uger. Den er radrenset to gange og er knæhøj og ved at lukke rækkerne«.

Det fortæller Johan Schütte fra Eskjær, som netop har haft besøg af spinatfrø-konsulenten, som sagde, spinaten stod fornuftigt.

»Vi har netop svampesprøjtet spinaten for første gang med Folicur Expert og Signum. Og så havde vi lidt Karate med mod lus, da jeg har konstateret lus i spinaten flere gange«.

Kartofler og vårbyg

Kartoflerne er skimmelsprøjtet for anden gang med Revus plus Mospilan mod tæger og cikader, som sidder langs læbælterne og så småt er begyndt at gnave huller i bladene.

»Kartoffelkonsulenten siger, at vejret er rigtig skimmelvejr lige nu. Sol, varme og så lidt vand ind imellem. Så vi skimmelsprøjter ca. en gang om ugen lige nu«, siger han.

Kartoflerne er alle kommet op, har en pæn højde, og nyder også godt af det varme vejr. Så det ser fornuftigt ud.

Svampesprøjtningen i vårbyg er netop afsluttet. Anden sprøjtning var med Propulse og Comet Pro plus lidt Cerone til at vækstregulere. Da der både var kornbladbiller og lus, var der også lidt Karate med.

»Det er en fornøjelse at se de gedigne vårsædsmarker i år - i forhold til de dårlige vårafgrøder sidste år«, siger han.

Ellers er de ved at forberede jubilæum, da gården har været i familiens eje i 150 år. Johan Schütte er femte generation.

Faktaboks

Udfordring her & Nu

  • Skimmelvejr: Det er rigtig skimmelvejr lige nu, så kartoflerne sprøjtes ca. en gang om ugen mod skimmel.
  • Svampe i hvede: Hveden fik tredje sprøjtning for 10 dage siden, og Johan Schütte håber, den nu er afsluttet. Han havde dog ikke noget med mod lus, så måske skal han ud og lusesprøjte. De 30 ha, der vandes, kræver dog en fjerde svampebehandling.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.