Sprøjtevindue afslører massivt angreb af bygfluer i vårhvede

Freddy Andersen, planteavler ved Fårevejle, deltager i foråret og sommerens fotokonkurrence "Vis mig dit sprøjtevindue" med billeder fra et sprøjtevindue i vårhvede. Læs kommentar til det indsendte sprøjtevindue fra Seges-fagekspert nederst i artiklen.

Af Anders Düring Johansen, planteavlskonsulent, VKST Planteavl - indsendt på vegne af Freddy Andersen, Fårevejle

På Lammefjorden i Odsherred dyrkes der ofte vårhvede, hvilket skyldes den gode dyndjord, hvor det er muligt at opnår et tilstrækkelig højt proteinindhold, så afgrøden kan bruges til brødfremstilling.

De sidste syv-otte år har vi kunne konstatere angreb af bygfluer i netop denne afgrøde.

Begrundelsen for sprøjtevinduet er, at vi vurderer, at problemet er eskalerende. Derfor er værktøjer til at følge flyvningen, og dermed bekæmpelsesbehov, nødvendige. Her tænkes på Graddageberegneren, opsætning af limplader samt deltagelse i Registreringsnettet er et must.

Bygfluerne har, trods navnet, en præference for vårhvede, og angreb i vårbyg er sjældent og ofte uden betydning. 

Beregner og gule limplader

For at time bekæmpelsen af bygfluer kan man bruge Graddageberegneren inde på Landbrugsinfo. Den angiver flyvetidspunktet og er ofte ret præcis, dog lidt til den sene side (to-tre dage) er min erfaring.

Som supplement til Beregneren, kan man bruge gule limplader. De fortæller noget om, hvor længe flyvningen fortsætter, og om der er behov for flere behandlinger. Normalt flyver bygfluerne fra ca. 20. maj og til 10. juni. Der findes ingen skadetærskel for angreb af bygfluer, så bekæmpelse hviler på erfaring og som nævnt, hvor lang periode man fanger fluerne på limpladerne.

Ofte er der behov for en til tre sprøjtninger med 0,2 Lamdex pr. gang. En behandling holder ca. 10 dage.

Freddy Andersen har medio maj opsat tre gule limplader langs markkanten for at følge flyvningen.

Limpladerne fortæller, at flyvningen var i gang omkring 20. - 22. maj, og marken blev behandlet med 0,2 Lamdex den 23. maj. Graddageberegneren meldte om flyvning fra den 25. maj. Limpladerne blev skiftet to gange om ugen, og der blev behandlet igen den 4. juni med 0,2 Lamdex grundet stor fangst op til denne dato.

Efter medio juni faldt fangsten af bygfluer hvorved en tredje bekæmpelse ikke var nødvendig. I forbindelse med hvedens skridning, bemærkede Freddy Andersen at hveden var bagefter og skred sent og uens i det ubehandlede område omkring limpladerne.

sprøjtevindue: 90 procent af planter skadet

Som det ses af billederne herunder, er der et ubehandlet område på ca. 10 x 10 meter, dér hvor limpladerne har stået. Her er 90 procent af planterne skadet af bygfluens larve.

I marken, hvor der som sagt er kørt med 2 x 0,2 Lamdex, er effekten af behandlingerne næsten 100 procent.

Sprøjtevinduet fortæller:

  • Lamdex mod bygfluer virker
  • Brug af Graddageberegner og limplader fortæller, hvornår flyvningen er i gang
  • Limplader fortæller, at en 3. behandling er unødvendig, da flyvningen var aftaget fra medio juni
  • at udbyttetabet ser ud til at være massivt i ubehandlet område

 

FOTOS AF SPRØJTEVINDUE OG BEHANDLET MARK HOS FREDDY ANDERSEN:

Billede er taget 11. juli 2022. Vårhvedeplanter angrebet af bygfluen.

 

Billede er taget 11. juli 2022. Vårhvede ubehandlet.

 

Billede er taget 11. juli 2022. Vårhvede ubehandlet.

 

Billede er taget 17. maj 2022. Gul limplade opsat i vårhveden.

 

Med de indsendte fotos deltager Jesper Knudsen i fotokonkurrencen "Vis mig dit sprøjtevindue". Læs mere om, hvordan du kan deltage i konkurrencen, og hvilke præmier du kan vinde.

Læs også: Derfor skal du bruge sprøjtevinduer

 

KOMMENTAR FRA SEGES: 

Af Ghita Cordsen Nielsen, landskonsulent, Seges 

IPM principperne er anvendt, idet der er sat gule limplader op til at følge tidspunktet for flyvning og varigheden af flyvningen, ligesom graddageberegneren er fulgt.

Bygfluen er et skadedyr, som desværre har bredt sig i Danmark i de senere år i vårhvede, ligesom angreb i vintersæd af den næste generation bygfluer også er blevet mere hyppig.

Symptomerne på angreb i vårhvede er, som det fint fremgår af de tilsendte billeder, meget karakteristiske. Skridningen hæmmes, og på strået under akset og nedad ses larvens gnav. På et af fotos ses endvidere bygfluens puppe.

 

FOTOKONKURRENCEN "VIS MIG DIT SPPRØJTEVINDUE" ER SPONSERET AF DANSK PLANTEVÆRN

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.