Stor variation i udbytterne i vinterbyg

Over halvdelen af landets vinterbyg er nu hentet hjem fra markerne. Udbytterne varierer meget.

Det er gået stærkt med høsten siden sidste uge, hvor kun otte pct. af landets vinterbygareal var høstet.

Utilregneligt sommervejr med sporadiske byger i løbet af ugen har sat høsttempoet lidt ned hos flere landmænd.

Varierende udbytter

Landets planteavlskonsulenter melder om et tvetydigt billede af årets høstudbytte i vinterbyggen.

Michael Lønbæk fra Velas Landbrugsrådgivning på Fyn beretter om landmænd, der høster under fem ton pr. hektar, mens andre landmænd kan høste mere end ni ton. Han fortæller, at de lave udbytter bl.a. kan forklares med dårlig etablering med meget nedbør efter såning og mange kolde nætter senere i foråret.

Daniel Damhus, der også er planteavlskonsulent hos Velas i Jylland, sætter udbytteindekset til 100 i området fra Horsens til Søften. Forventningerne til årets vinterbyg var ikke høje på grund af de våde forhold i efteråret og om vinteren, efterfuldt af en tør start på foråret. Kernevægten overrasker dog positivt, hvilket trækker udbytterne op, pointerer Daniel Damhus.

Sidste år landede landsgennemsnittet for vinterbyg syv pct. over normalen, hvor kun områderne ved Esbjerg og Billund meldte om udbytter under normalen. I år skønnes udbyttet også at blive under normalen i disse områder, hvilket også gør sig gældende for Djursland. Bornholm og Sønderjylland er derimod mere optimistiske med udbytteindekser op til 110.

Faktaboks

Vinterbyghøst

  • Varierende udbytter mellem ti pct. under og over normalen.
  • Over en tredjedel mangler stadig at blive høstet.
  • Sjælland og Sønderjylland er længst fremme med vinterbyghøsten.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.