Store forskelle på hvedesorters vækst gennem sæsonen

Hvedesorterne adskiller sig betydeligt i deres vækst og udbyttekomponenter, viser nye undersøgelser.

KWS Extase har en kraftig vækst både efterår og forår, mens Informer har en kraftig vækst i efteråret og en svag vækst i foråret pga. en svag buskning. Og Torp har en svag vækst både efterår og forår på grund af en svag buskning og en relativt sen afmodning.

Så store er forskellene mellem tre udbredte vinterhvedesorter i Danmark.

Det fortalte Lars Bonde Eriksen, landskonsulent i korn på Seges, på en temadag for korn og raps på Vestermølle ved Skanderborg for nylig. Her blev resultaterne fra de to-årige projekter »Prokorn« og »Hæv udbyttet i vinterraps« vist frem.

Tabel 1. Egenskaber for hvedesorterne

Opbygning af udbytte

»Hvedesorterne adskiller sig betydeligt fra hinanden i måden, de opbygger deres udbytte på«, fortæller han.

Udbyttet defineres af: antal aks pr. kvm x antal kerne pr. aks x kernevægten (TKV).

»De buskende sorter har mange aks pr. kvm. Men aksene er typisk små, og der er kun få kerner pr. aks. Det giver lav tusindkornsvægt, hvorimod enkeltakssorter, der busker sig mindre, har store aks med mange kerner og høj tusindkornsvægt, men altså kun få aksbærende skud pr. plante«, siger Lars Bonde Eriksen.

Tidlig kontra sen såning

Der er også forskel på sorternes udbytte ved tidlig og sen såning.

Nogle sorter giver bedst, når de sås tidligt (1.-7. september), og andre giver bedst, når de sås sent (20.-30. september).

»Man bør undlade tidlig såning af sorter, der har kraftig efterårsvækst og tidlig vækststart i foråret, med mindre sorten udvikler sig langsomt i foråret og er vinterfast (f.eks. Informer). For sorter med svag efterårsvækst gælder det modsatte. Her bør man undlade sen såning (f.eks. Graham og Sheriff)«, siger Lars Bonde Eriksen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.