Stort dansk forsøg med conservation agriculture i støbeskeen

Planen for nyt forsøgsprojekt med CA er forsøg på tre lokaliteter, hvor der blandt andet eksperimenteres med dyrkningssystemets effekt på jordsundhed og udbytte.

Et nyt forsøgsprojekt omkring CA-principperne med deltagelse af blandt andre Syngenta og Seges er i støbeskeen.

Målet er at opnå mere viden og større datagrundlag om effekten af CA-principperne og bæredygtige løsninger for fremtidens landbrug.

I løbet af foråret 2021 vil der være en endelig afklaring af opstarten af projektet, fortæller Syngenta i en pressemeddelelse.

Tre års forsøg på tre lokaliteter

Syngenta forklarer om baggrunden for projektet, at der skal findes nye måder at dyrke jorden på i fremtiden, så vi kan efterleve klimamålsætningerne - herunder mindske CO2-udledningen og styrke biodiversiteten.

Filosofien bag Conservation Agriculture spås af mange som en af løsningerne på fremtidens dyrkningsmetoder. Her er målet ingen jordbearbejdning, direkte såning, maksimalt sædskifte samt at sikre, at jorden er dækket af planter eller afgrøderester hele året rundt. 

Det kræver dog, at vi i Danmark får opbygget mere viden, data og erfaring for at bedømme potentialet fuldt ud, samt at være i stand til at rådgive landmændene bedre, lyder det fra Syngenta.

Det nye, mulige forsøgsprojekt skal netop imødekomme dette. Her er tanken, at der etableres forsøgsmarker på tre lokaliteter i Danmark over en tre-årig periode.

Hensigten er, at der skal eksperimenteres med dyrkningssystemets effekt på jordsundheden og udbyttet. Desuden kommer der forsøg med etablering ved direkte såning, og forsøg med strategier til gødskning, planteværn og kalkning.

"I Danmark har vi kun haft et enkelt langvarigt forsøg med CA-principperne indenfor de seneste år. Det er derfor meget positivt, at vi forhåbentligt får mulighed for at igangsætte nye længerevarende forsøg - det er der et stort behov for.

Vi mangler konkrete danske resultater, der kan sige mere om, hvordan CA bedst udføres i Danmark," siger landskonsulent Annette Vibeke Vestergaard, Seges, som ser et stort potentiale for CA i fremtiden:

Forklaringen er ifølge Annette Vibeke Vestergaard, at landmændene de senere år er blevet meget mere opmærksomme på jordens dyrkningsegenskaber, også i forhold til klimaet.

De oplever våde efterår, hvor det er svært at etablere afgrøder, og de oplever flere tørkeperioder. Med CA stabiliseres jorden, så den både bliver mere farbar og bedre kan holde på vandet. 

Syngenta investerer stort i bæredygtighed

Syngenta er også meget positive over at kunne være med til at igangsætte et eventuelt projekt i Danmark.

Det er i tråd med Syngentas overordnede målsætning om at supportere landbrugssektoren, og imødekomme de stigende udfordringer som følge af klimaforandringerne.

Syngenta Group meldte sidste år ud, at de globalt vil investere 2 milliarder dollars over en periode på fem år. Investeringerne rettets mod at reducere landbrugets belastning af miljøet, og bidrage til at fødevareproduktionen bliver mere bæredygtig. 

" Vi ved, at nye løsninger og nye måder at dyrke vores jorde på har stor betydning for fremtidens landbrug. Her har vi som industri også et ansvar for at bidrage, og derfor ser vi det som naturligt at indgå og starte et projekt som dette.

I Syngenta Nordic har vi som overordnet mission at arbejde for bæredygtige løsninger, der tilgodeser landmandens udfordringer, siger Carina Skovmøller, leder af bæredygtighed, public affairs & kommunikation i Syngenta Nordic.    

sbu

Faktaboks

CA i stærk fremgang

  • På verdensplan er CA-arealet eksponentielt stigende og udgør i 2020 knapt 20 procent af det globale dyrkningsareal.
  • I Danmark blev der i 2018 anvendt CA-principper på knapt 39.000 hektar. Det svarer til 1,6 procent af det samlede landbrugsareal.
  • Mange landmænd starter nu op med CA, og mange landmænd udvider også arealerne med CA.

Kilde: Annette Vibeke Vestergaard, Seges

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.